Presse

Tillidsreform bonner ud med første resultat

Akademikerne har i dag sammen med de øvrige parter bag ”Partssamarbejde om Modernisering” (regeringen, Danske Regioner, FTF, KL og OAO) lanceret et nyt Center for Offentlig Innovation. Centret skal give flere muskler til udviklingen af en mere nytænkende og effektiv offentlig sektor.

Det ny center er et resultat af aftalen, som parterne på det offentlige arbejdsmarked indgik tidligere på året om syv principper for modernisering af den offentlige sektor - også kaldet tillidsreformen. Centrets opgave bliver at gøre det nemmere for ledere og medarbejdere at lære af hinandens gode ideer og udvikle nye arbejdsmetoder i staten, regionerne og kommunerne.

Initiativet er en del af den fælles målsætning om at få en tillidsreform på alle niveauer i den offentlige sektor. Etableringen af det ny innovationscenter er et vigtigt element i denne proces. En proces, der i den kommende tid bliver fulgt op af flere konkrete tiltag, som skal få dialogen om de syv moderniseringsprincipper helt ud på arbejdspladserne og i sidste ende føre til bedre løsninger for borgerne. 

Formanden for Akademikerne, Ingrid Stage, udtaler:
"Arbejdet med at få mere tillid i ledelsen og styringen af den offentlige sektor lykkes kun, hvis det kan mærkes helt ud hos lederne og medarbejderne på de enkelte arbejdspladser. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt bidrager til denne proces."
 
"Medarbejderne i den offentlige sektor skal have bedre mulighed for at udøve deres faglige dømmekraft. Den største ressource er de ansatte - medarbejdere og ledere. En professionel tillidsbaseret arbejdskultur, hvor fx styring og kontrol kun gennemføres, hvor det er nødvendigt, og kun i tilstrækkeligt omfang, mener jeg kan frigøre ressourcer på arbejdspladserne til gavn for borgere og samfund. Det vil samtidig skabe et bedre arbejdsmiljø for alle offentlige ansatte".  

Mere om Center for Offentlig Innovation
Center for Offentlig Innovation får 10 mio. kr. til drift om året de næste tre år og bliver fysisk placeret i tilknytning til forskningsinstituttet KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning).

Bilag: Beskrivelse af Center for Offentlig Innovation

Fælles pressemeddelelse fra parterne bag Center for Offentlig Innovation

Principper for samarbejde mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked om modernisering

Mere information
Ingrid Stage, formand for Akademikerne, is@ac.dk, tlf. 51 21 23 51

[X]