Presse

Kvalitetsudvalget peger på de ømme punkter – nu skal forslagene debatteres

Kvalitetsudvalget tager hul på en nødvendig diskussion af det videregående uddannelsessystems indretning og struktur. Udfordringerne er til at få øje på. De senere års stigende optag på universitetsuddannelserne sammenholdt med dimittendernes problemer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet understreger behovet for at få i gangsat en bred og åben debat.

Akademikerne anerkender de problemer og udfordringer som Kvalitetsudvalget peger på og hilser det velkomment, at der med udvalgets første delrapport nu er skabt et solidt grundlag for at få adresseret og diskuteret problemer og løsningsmodeller i dybden.  

”Vi er glade for at kunne konstatere at Kvalitetsudvalget aktivt undgår, at vi laver et uddannelsessystem med blindgyder”, siger Finn R. Larsen, formand for Akademikerne og forstsætter: ”Vi går konstruktivt ind i en debat om Kvalitetsudvalgets strukturforslag. En så gennemgribende ændring som der foreslås, må gives den fornødne tid til en bred offentlig debat, hvor forslagene kan blive vendt og drejet. Akademikerne vil i den kommende tid bidrage til en konstruktiv debat med kvalificering af de forskellige løsningsmodeller.”

Udvalget peger på en række væsentlige elementer som må indgå i diskussionen. Akademikerne er for eksempel enig i, at uddannelserne i højere grad bør erhvervsrettes i forhold til arbejdsmarkedets behov for højtuddannet arbejdskraft. Men det afgørende er, at udvalgets forslag netop bliver behandlet som forslag med tid til en åben og grundig diskussion. De forskellige videregående uddannelser er vitterligt forskellige, og derfor skal Akademikerne da også appellere til, at vi ikke tager forskud på løsningerne, men netop får etableret en meningsfuld struktur der kan favne de forskellige uddannelsesområder.

Akademikerne bifalder grundtankerne i Kvalitetsudvalgets tilgang til et fremtidigt bevillingssystem, som afløser for det nuværende taxametersystem. Akademikerne deler ligeledes analysen af et taxametersystem, der presser kvaliteten på uddannelserne via en uheldig incitamentsstyring som STÅ-taxameterne skaber.

I forlængelse heraf støtter Akademikerne udvalgets tanker om, hvorledes man i højere grad kan styrke universiteternes autonomi med en omlægning af bevillingssystemet. På samme vis bifalder Akademikerne, at udvalget foreslår en ændring af Fremdriftsreformen således at målene om øget studieintensitet fastholdes, men at universiteterne får metodefrihed til hvorledes de vil nå målene.

For yderligere kommentarer:
Formand Finn R. Larsen, mobil (+45) 29 66 69 77

[X]