Presse

København viser vejen i Budget 2014: Vækst og nye akademikerjobs

Det er gode nyheder for væksten i de små og mellemstore virksomheder, at Københavns Kommune netop har afsat et tocifret millionbeløb over de næste tre år for at få byens mange – især nyuddannede – ledige akademikere i job. Indsatsen bør følges op af lignende initiativer i landets øvrige kommuner og på landsplan for at booste vækstmulighederne og jobskabelsen både på kort og på lang sigt.

"Det er vigtigt, at Københavns Kommune har valgt at sætte særlig fokus på de store udfordringer, som er på det akademiske arbejdsmarked lige nu. Det er helt nødvendigt for at kunne hjælpe de mange arbejdsløse dimittender, som København står med, i job. Der er behov for, at alle universitetsbyer lader sig inspirere af dette eksempel, hvis vi skal den på landsplan mere end 30 pct. høje dimittendledighed til livs", siger Ingrid Stage, formand for Akademikerne.

"Vi ved fra flere undersøgelser, at tilførslen af højtuddannede medarbejdere til små og mellemstore virksomheder bidrager positivt til vækst, innovation og udvikling samt den samlede jobskabelse. Fremover skal der skabes ca. 9000 ekstra job om året for at få de stadig flere universitetsstuderende i beskæftigelse", siger Ingrid Stage, formand for Akademikerne.

National indsats lukker ned uden midler på finansloven
På nationalt plan har Akademikerkampagnen gennem det seneste halvandet år skabt 1800 nye jobåbninger til akademikere i små virksomheder, som ikke før har anvendt højtuddannet arbejdskraft. Desværre udløber finansieringen ved årets udgang.

"Det er afgørende, at der på den kommende finanslov findes 10 mio. kr. til at forsætte denne effektive vækst- og jobordning. Akademikerkampagnen er afgørende for at sikre den nationale indsats på tværs af kommunegrænserne, og med 1.800 nye jobåbninger, og et intensivt samarbejde med jobcentre, a-kasser og en bred vifte af andre aktører, er kampagnen en meget succesfuld og effektiv måde at gøre noget ved den høje dimittendledighed", siger Ingrid Stage, formand for Akademikerne.

Om akademikerindsatsen i København
Københavns Kommune har for hver af de næste tre år afsat 4,2 mio. kr. til en målrettet akademikerindsats. Det to initiativer er "Vækstakademiker" og "Førdimittendindsats" i samarbede med universiteterne. På den baggrund forventer Københavns Kommune at kunne skabe 250-300 ny job til akademikere årligt.

Læs mere om Københavns Kommune Budget 2014

Mere information
Ingrid Stage, formand for Akademikerne, 5121 2351, is@ac.dk

[X]