Presse

InnoBooster kan løfte ledige i arbejde

Innovationsfonden investerer nu en kvart milliard kr. i, at flere mindre virksomheder skal skabe vækst gennem InnoBooster. Ledige akademikere kan benytte InnoBooster som dåseåbner til at få job.

InnoBooster er Innovationsfondens ambitiøse satsning på at få flere ideer, produkter og investeringer til at blomstre i landets mindre virksomheder og dermed opnå et mere dynamisk og konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Men InnoBooster er ikke kun for virksomheder. Det er også et værktøj, som ledige akademikere kan bruge og få gavn af i jagten på at få foden inden for i en mindre virksomhed. Man kan nemlig blive ansat som ny medarbejder under InnoBooster. Det betyder, at ledige kan gå ud og tale med mindre virksomheder om at starte samarbejde om et innovationsprojekt og med ordningen i hånden blive ansat i virksomheden til at gennemføre projektet.

Mere konkret kan ledige kandidater selv lave opsøgende arbejde – finde virksomheder, der mangler éns særlige kompetencer. Tilbyde virksomheden sin hjælp til at få en skarp innovativ ide op at flyve, fx i kombination med at være projektleder på realiseringen af den nyskabende ide. Kandidaten kan hjælpe virksomheden med at udfylde innovationsplanen.
Kandidaten må godt have været ansat i virksomheden tidligere og må godt være ansat, i praktik eller i løntilskudsordning ved ansøgningstidspunktet.

Når kandidater ansættes i en virksomhed under InnoBooster, er det vigtigt at huske, at det er virksomheden, der søger midlerne og ejer bevillingen og innovationsplanen og evt. laver kontrakten med kandidaten.

Med InnoBooster kan mindre virksomheder, iværksættere og forskere kvalificere sig til alt fra 50.000 kr. til fem millioner kroner i Innovationsfonden. De skal bare have en skarp idé, og deres egen investering skal være på plads. Derefter kan de igangsætte udvikling af et nyt produkt eller en service.

Over de næste år er det ambitionen, at Innovationsfonden fortsætter med nye investeringer gennem InnoBooster. Succeskriteriet for Innovationsfonden er at skabe nye og mere konkurrencedygtige produkter og serviceydelser og flere private arbejdspladser i Danmark i de kommende år. Flere innovative ideer skal ud at leve i det danske erhvervsliv, og det skal være mere attraktivt for mindre virksomheder at investere i udvikling i Danmark.

Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside

[X]