Presse

Finanslovsudkast uden hjælp til de mere end 30 pct. ledige dimittender

Akademikerne savner målrettede initiativer, der kan indløse vækstpotentialet i de mange mindre virksomheder.

Dimittendledigheden stiger eksplosivt, men en effektiv jobordning, der ellers hjælper ledige dimittender, lukker ned fra årsskiftet, hvis politikerne ikke finder finansiering på næste års finanslov. Konsekvensen er dårligere vækstvilkår for små virksomheder og stadig større dimittendledighed.

Akademikerkampagnen har i 2012-13 matchet 1.800 ledige akademikere med små virksomheder, som ikke før har anvendt højtuddannet arbejdskraft, men nu er der udsigt til, at ordningen må lukke netop, som der er allermest behov for den.

"Akademikerkampagnen er ikke at finde i regeringens udkast til finanslov. Det er skuffende overfor de mange ledige dimittender, men det er også en rigtig dårlig samfundsøkonomisk disposition. Akademikerkampagnen er målrettet de små virksomheder, som Danmark har allermest behov for at få i gang med at vækste igen. Det er en god forretning for samfundet at investere i at få højtuddannede ud i hjørner af dansk erhvervsliv, som ikke før har anvendt akademiske kompetencer" udtaler Ingrid Stage, formand for Akademikerne.

Akademikerne opfordrer nu politikerne til i de kommende finanslovsforhandlinger at finde midler til videreførelse af Akademikerkampagnen.

Fakta om dimittendledigheden
Antallet af ledige dimittender er fra juni til juli steget med 524, således at der i juli måned er 4.639 ledige dimittender svarende til en ledighedsprocent på 32,1 pct. Sammenlignet med juli måned 2012 er antallet af ledige dimittender steget med 871.

Djøf'erne har den højeste dimittendledighed med 35,7 pct., mens dimittendledigheden for magistre og ingeniører er på henholdsvis 27,9 pct. og 32,6 pct.

Mere om Akademikerkampagnens resultater

Mere information:
Ingrid Stage, formand, 5121 2351, is@ac.dk
Jakob Brandt, Afdelingschef politisk økonomisk afd. , 2425 2727, jb@ac.dk
Rasmus Conradsen, chefkonsulent, 2249 5867, rc@ac.dk

[X]