Presse

Finanslovsforslaget for 2013:

Regeringen viser positiv beslutningskraft med oplæg til flerårsaftaler om basismidler og fortsat taxameterløft

Med finanslovsforslaget for 2013 viser regeringen, at den mener det alvorligt med satsningen på uddannelse: Der er tale om et uddannelsesløft på praktisk taget alle niveauer. Løftet skal give et selvstændigt bidrag til at styrke beskæftigelsen og skubbe på væksten i en svær tid.

AC har i flere år efterlyst flerårsaftaler om universiteternes økonomi for at sikre god planlægning og risikovillighed. Det forslag har regeringen taget til sig ved at lægge op til at fastlægge basismidlerne tre år frem og forlænge taxameterløftet på humaniora og samfundsvidenskab. Pengene findes bl.a. ved at skære i erhvervsstøtten. Samlet set fastholdes forskningsinvesteringerne på det nuværende niveau.

"Oplægget til en flerårig aftale om basismidlerne er yderst positivt, og det er glædeligt, at regeringen har vist sig at være enig i, at universiteterne må have ro på økonomien for at kunne præstere alt det, vi forventer af dem," udtaler AC's formand Erik Jylling. "Det er også et vigtigt valg fra regeringens side, at taxameterløftet videreføres, og jeg finder det helt rimeligt, at ministeren har nogle forventninger til universiteterne til gengæld. Med dette finanslovsforslag viser regeringen vilje til at finansiere sine målsætninger på uddannelse og forskning."

Se en kort gennemgang af finanslovsforslaget hovedpunkter vedr. uddannelse, forskning, beskæftigelse, arbejdsmiljø og erhvervspolitik her

Mere information:
Afdelingschef Niels Lykke Jensen, tlf. 22 49 58 59
Chefkonsulent Karen Skytte, tlf. 22 49 58 65

[X]