Presse

Borgerforslag skal sikre velfærden efter konflikt

Hver gang strejkekasserne udbetaler konfliktstøtte til et lockoutet medlem, vokser kommunekassen. Det vil et nyt borgerforslag gøre op med.

De penge de offentlige arbejdsgivere sparer under en konflikt, skal blive på de arbejdspladser, der er ramt. Det er indholdet i et nyt borgerforslag, som blandt andre en række fagforeningsfolk på det offentlige område har taget initiativ til. Blandt forslagsstillerne er Lars Qvistgaard fra Akademikerne (AC) og Dennis Kristensen fra FOA.

"For de offentligt ansatte, og for os som ansvarlig fagbevægelse, er det vigtigt, at vi gør alt for at genoprette kvaliteten i den offentlige sektor, når en eventuel konflikt er overstået, så vores medborgere ikke bliver ramt mere end højst nødvendigt, " siger Lars Qvistgaard.

"Helt konkret foreslår vi, at der bliver oprettet en pulje, der skal sikre, at de lønkroner arbejdsgiverne sparer ved en konflikt tilbageføres til de ramte arbejdspladser, så snart konflikten er overstået."

En strejke eller en lockout på det private område koster for begge parter. Sådan er det ikke på det offentlige område.  Når konflikten kører, tjener de offentlige arbejdsgivere penge. De penge, de ikke skal betale i løn, kan de beholde og de skal ikke kompensere de borgere, som ikke har fået den velfærdsydelse de har krav på.

"Det er en del af den ubalance, som gør den kommende storkonflikt til Davids kamp mod Goliat", siger Dennis Kristensen.

"Hvis den danske model skal fungere, er det vigtigt, at begge parter har noget på spil."

De faglige ledere er ikke alene om at have fokus på den ubalance, der er i systemet. Byrådet i Albertslund besluttede tidligere på ugen, at de penge som spares, skal indefryses og øremærkes til den berørte sektor.

Siden januar har borgere med stemmeret til folketingsvalg kunnet oprette forslag om noget, som de mener bør ændres i lovgivningen eller i samfundet - et såkaldt borgerforslag. Hvis forslaget opnår støtte fra 50.000 borgere med stemmeret til folketingsvalg inden for 180 dage, har det mulighed for at blive behandlet i Folketinget.

Find forslaget om at sende konfliktpengene tilbage til velfærden på borgerforslag.dk

[X]