Presse

Besøg Akademikernes Hus på folkemødet

Akademikernes formand tager til folkemødet 2014 med én målsætning: At sætte fokus på, at der skal langt flere højtuddannede ud i landets små og mellemstore virksomheder for at fremtidssikre væksten i Danmark.

Igen i år slås dørene op til Akademikernes Hus på folkemødet på Bornholm i Allinge, hvor der vil blive budt på mange spændende arrangementer for de debativrige og alle andre gæster på folkemødet. Regeringens reformdagsorden kører stadig på fuldt blus og til vores arrangementer vil ledende politikere, fageksperter og meningsdannere kaste lys på flere af de centrale spørgsmål, som fylder på den politiske scene lige nu. På plakaten finder du debatarrangementer om vækst, beskæftigelse, tillidsreform, uddannelse og meget mere.

I vores lounge kan du høre om Introduktionsstillinger til akademikere i kommunerne, mens du nyder en forfriskning i vores sofamiljø eller hviler benene i vores gårdhave.

Formanden for Akademikerne, Finn R. Larsen, er også i Allinge under hele folkemødet. Han er bl.a. medvært for et arrangement sammen med Håndværksrådet, hvor det bliver afprøvet om det er muligt på bare én time at skabe et job til en akademiker i en mindre privat virksomhed. Han deltager også i flere paneldebatter, bl.a. i et om - højtuddannede som vækstdrivere i virksomhederne - i Akademikernes Hus og et om - teknologi, arbejdspladser og et Danmark i vækst - i IDA/DTU-teltet samt flere andre.

Sted: Vi glæder os til at byde dig velkommen i Akademikernes Hus, Kirkegade 4 med indgang via Østergade, Turistkonteret gård, Allinge.

Program for Akademikernes Hus 2014

Mere information
Kommunikationskonsulent, Jens Alkjær, T: 2249 5856, E: jal@ac.dk

[X]