Presse

Arbejdstilsynet bliver styrket i kampen for et bedre psykisk arbejdsmiljø

Akademikerne er tilfredse med, at Arbejdstilsynets muligheder for at afdække og reagere på dårligt psykisk arbejdsmiljø nu bliver forbedret. Det sker som følge af, at Metodeudvalgets anbefalinger justeres.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, udtaler:
 
”Jeg er glad for, at Arbejdstilsynets mulighed for at hjælpe virksomhederne nu bliver udvidet. De seneste nationale undersøgelser viser, at det går den forkerte vej med det psykiske arbejdsmiljø, og derfor byder Akademikerne denne justering af Metodeudvalgets anbefalinger velkommen”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.
 
På baggrund af Rigsrevisions beretning fra 2015 om tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø, blev der igangsat drøftelser om, hvorvidt metodeudvalgets anbefalinger i dag udgør et tidssvarende og relevant grundlag for tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø. Da der ikke blandt parterne er enighed om, hvorvidt dette er tilfældet, er der nu kommet en politisk løsning på sagen.

Løsningen øger Arbejdstilsynets muligheder for at gribe ind over for dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Som noget nyt vil Arbejdstilsynet fremover for det første få mulighed for at træffe afgørelser om krænkende handlinger, når de krænkende handlinger foregår mellem ansatte, og ledelsen har forsømt sin handlepligt, og ledelsen og/eller arbejdsmiljøorganisationen har haft kendskab til sagen.

For det andet vil Arbejdstilsynet få mulighed for at gennemføre uovervågede samtaler med de ansatte, når det fagligt kan begrundes, at det er nødvendigt.

For det tredje vil Arbejdstilsynet sikre, at Arbejdstilsynets praksis for afgørelser i forbindelse med virksomheders håndtering af forandringer og konflikter internt på arbejdspladsen afspejler rammerne i Metodeudvalgets anbefalinger fra 1995.

Sidst men ikke mindst skal der i 2025 foretages en evaluering af Arbejdstilsynets indsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

Lars Qvistgaard er meget tilfreds med, at Arbejdstilsynets indsats om en årrække skal under lup. Og han mener nu, at der er behov for at kigge på tilsynets bevillinger.

”Det er vigtigt, at der allerede nu er planlagt en evaluering af Arbejdstilsynets indsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. På den måde sikrer vi, at der ikke går så lang tid, før der bliver fulgt op på, om de aktuelle ændringer har den fornødne effekt”, siger Lars Qvistgaard.

”Men hvis Arbejdstilsynet skal have mulighed for at lave en stærkere indsats, er det nødvendigt, at der følger en ordentlig økonomi med. Sådan er det ikke nu. Jeg vil gerne opfordre til, at der fra politisk side bliver afsat de nødvendige ressourcer til Arbejdstilsynet, og at de ikke bliver af samme midlertidige karakter, som vi ellers har oplevet gennem årene”, siger Lars Qvistgaard.  


[X]