Presse

Ambition for vidensamfundet ramler med SU-forringelser

Lars Qvistgaard, formanden for Akademikerne, udtaler:

”Sidste års finanslov bød på milliardbesparelser for de videregående uddannelser, og dette års finanslov fortsætter sparekniven. Med regeringens 2025-plan må jeg konstatere, at også regeringen tilsyneladende mener, at deres egen sparepolitik for uddannelserne er uholdbar, når man med sin 2025-plan nu vil gøre indhug i de studerendes SU for at finde penge til uddannelserne.”  

”Det er spin i mesterklasse, når regeringen forsøger at italesætte sine SU-besparelser som et middel til at få et robust SU-system. Det, der står tilbage, er, at regeringen tager fra de unge studerende og giver til de veletablerede voksne i form af skattelettelser. Samfundsinvesteringer i uddannelser og SU er helt afgørende for, at vi også fremover kan realisere visionen om et videnssamfund. Regeringens 2025-plan for SU-systemet trækker i den modsatte retning.”

2025-planen lægger op til massive besparelser på SU’en. Hvis det står til regeringen, forringes SU’en så studerende fremover må optage lån for at uddanne sig. I dag udgør stipendiedelen 2/3 af det samlede støttebeløb, fremover skal stipendiedelen kun udgøre halvdelen. Det betyder, at en universitetsstuderende fremover vil have omkring 100.000 kr. mindre i SU end i dag i deres studietid. Samtidig vil regeringen blandt andet afskaffe det sjette SU-år. Regeringen forventer med sine SU-forringelser et samlet provenu på 4,1 mia. kr. Pengene skal blandt andet bruges til ”målrettede indsatser, der forbedrer kvaliteten i uddannelsessystemet” og til at finansiere skattelettelser.

[X]