Presse

Akademikerkampagnen er en god samfundsinvestering

Foreløbig har kampagnen skabt 1.800 jobåbninger i 2012-13

En helt ny resultatopgørelse gør status her halvandet år ind i kampagnens toårige levetid. Den dokumenterer, at Akademikerkampagnen er en særdeles effektiv jobordning, når det gælder om at realisere latente job i små virksomheder, som ikke traditionelt beskæftiger akademikere. Det har givet nye vækstmuligheder til virksomhederne og samtidig skaffet hårdt trængte job til det voksende antal ledige dimittender.

"Det er kampagnens erhvervspolitiske fokus på virksomhedernes vækstambitioner og kompetencebehov, som giver pote. Den opsøgende kontakt til hver enkelt virksomhedsejer med dialog om lige præcis deres udviklingsbehov afslører ofte, at virksomheden kan få gavn af højtuddannet arbejdskraft. Kampagnen kan tilmed hjælpe med rekrutteringsprocessen", forklarer Ingrid Stage, formand for Akademikerne.

Akademikerkampagnen er finansieret af Beskæftigelsesministeriet til og med i år. Der vil dog være god samfundsøkonomi i, at regeringen finder penge til en forlængelse af kampagnen:

"Indtil Carsten Koch-udvalget og Christiansborg er færdige med at re-designe beskæftigelsessystemet og efterfølgende få reformen ført ud i livet, er det nødvendigt at have et initiativ som Akademikerkampagnen til at facilitere mødet mellem dimittender og virksomheder. Det vil koste samfundet dyrt, hvis vi bare ignorerer de næste to årgange dimittender - og det er nu, danske virksomheder har behov for at få stimuleret væksten", udtaler Ingrid Stage.

Læs om Akademikerkampagnens foreløbige resultater

Få mere info om Akademikerkampagnen på www.akademikerkampagnen.dk

For yderligere oplysninger kontakt:
Ingrid Stage, formand, 5121 2351, is@ac.dk
Jens Mølbach, sekretariatschef, 2249 5857, jm@ac.dk
Rasmus Conradsen, chefkonsulent, 2249 5867, rc@ac.dk

[X]