Presse

Studerende skal vurderes af serieiværksættere

Altinget.dk/Erik Jylling, Formand Akademikernes Centralorganisation/05.02.13

Erik Jylling, Formand for Akademikernes Centralorganisation, skriver i går på Altinget.dk følgende. Så kom regeringens innovationsstrategi med et nyt initiativ: "Iværksætterpilotordningen", som skal hjælpe 40 dimittender med finansiering og rådgivning til at starte virksomhed.

Nu er der kun afsat midler til en forsøgsordning, der giver mulighed for at puste luft under vingerne til et begrænset antal iværksættere. Derfor bliver det afgørende, at vi er omhyggelige med at udvælge de iværksættere, som har en ide med et reelt forretnings- og vækstpotentiale.

De studerende har længe været klar til at gribe muligheden. Alene sidste år er andelen af studerende, som følger et iværksætterkursus, vokset med næsten 10 procent. Siden 2000 er antallet af studerende, som kæmper ved den årlige Venture Cup om at blive kåret som Danmarks mest innovative iværksættervirksomhed fordoblet.

AC har gennemført en undersøgelse, der viser, at vækst- og forretningspotentialet blandt akademikeriværksættere findes blandt mange faglige discipliner. Det er ikke forbeholdt ingeniører og erhvervsøkonomer. Desuden er resultaterne gode, når iværksættere fra forskellige fag går sammen og starter virksomhed.

Vi har brug for en ordning, som stimulerer udviklingen af forskellige nye videnbaserede virksomheder, og som baner vejen for udbredelsen af en stærkere iværksættertrang blandt flere studerende ved at skabe nye rollemodeller.

Det er godt, at der nu sendes et politisk signal om, at små nye videnbaserede virksomheder er afgørende for udvikling af job og vækst i Danmark. Det er de ambitioner, som bliver lagt i forsøgsordningen, der afgør, om initiativet bliver vejen til at skabe flere job og indløse innovationspotentialet i Danmark, og som kan retfærdiggøre, at forsøget udvides og gøres til en permanent ordning.

[X]