Presse

Strid om offentlig besparelse

JP/Erhverv/Martin Flink/28.09.12 (13)

Ifølge Cepos ville der ligger 6 mia. kroner i budgetforbedringer og 11.500 færre ansatte, hvis staten og regionerne var lige så gode til at spare, som kommunerne. "Der er rigtig meget administration i staten, ministerier og styrelser, og der er et stort potentiale for at effektivisere. Her vil det være fint med en målsætning om at reducere den statslige beskæftigelse med de ca. 5 procent som kommunerne også har reduceret med," siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen. Det vil ifølge ham være en stor gevinst for de private virksomheder, hvis mange af de højtuddannede, som er i den offentlige sektor, blev frigjort.

Den tankegang har man svært ved at genkende hos Akademikernes Centralorganisation (AC). "Det er hyggeligt med sådan en skrivebordsøvelse, men Cepos sammenligner pærer og bananer. Har alle offentligt ansatte samme udgangspunkt? Nej. Er kerneopgaverne de samme? Nej. Er de politiske prioriteringer de samme? Nej," siger formand for AC, Erik Jylling.

Djøf har ligeledes svært ved at se nedlæggelsen af 11.500 arbejdspladser i det offentlige som en forbedring af virksomhedernes vækstmuligheder. Formanden for Djøf, Lars Qvistgaard kalder Cepos tal for en "regnemester-tilgang". "Vi har flere kampagner målrettet de små og mellemstore virksomheder, fordi højtuddannede hurtigt kan skabe vækst her. Men Cepos øvelse kræver et langt større optag, og det kan ikke lade sig gøre, fordi alting er stagneret. Der er ingen naturlig mobilitet mellem det offentlige og private," siger Lars Qvistgaard. Han påpeger, at kraftig besparelse kræver en grundigere politisk diskussion af, hvilke opgaver de resterende så skal løse.

[X]