Presse

Samtalecirkus spænder ben for de ledige

De ledige skal ikke tale med flere jobkonsulenter i kommunerne, hvis de skal i arbejde. De skal ud og tale med virksomhederne. I disse uger tikker der besked ind til alle ledige i landet om, at de nu skal til langt flere tvungne samtaler i deres kommunale jobcenter end tidligere. Det er konsekvenserne af regeringens stort anlagte beskæftigelsesreform, som er trådt i kraft 1.1. i år. Jobbene hænger ikke på træerne i virksomhederne. Slet ikke dem til nyuddannede akademikere. De har behov for at komme ud og i dialog med virksomhederne og høre, hvad der skal til for, at man som akademiker kan blive interessant som ny medarbejder. Så kan det til gengæld også lade sig gøre at skabe job. Kommunerne spiller en vigtig rolle i dette arbejde. Men det kræver, at de får mulighed for at investere fuldt ud i at styrke kontakten og samarbejdet med virksomhederne. Beskæftigelsesreformen betyder, at kommunerne hvert år skal holde 400.000 ekstra samtaler med de ledige. Det er tid, der kan bruges langt bedre ude hos virksomheder. Det viser erfaringerne fra netværkssamarbejdet Akademikerkampagnen, som i disse år løser opgaven med at få flere i job med succes. Gennem en direkte kontakt til virksomheder over hele landet er det lykkedes at åbne 1.000 nye jobs til ledige akademikere. Lige nu er vi en situation, hvor alt for mange nyuddannede akademikere kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet. Samtidig er der flere tusind mindre virksomheder rundt om i landet, der kan få stor gavn af at ansætte en akademiker.

[X]