Presse

Ny lov spænder ben: Sofie må ikke blive sygeplejerske, selv om hun selv vil betale

Pol/1/Kristian Corfixen og Katinka Bundgård Fals/24.11.16 (6)

Ved årsskiftet vil tusindvis af folk blive afskåret fra at søge ind på en ny uddannelse, alt efter hvilken type eksamensbevis de har. De nye regler, som et politisk flertal står bag, betyder nemlig, at hvis du eksempelvis har en bacheloruddannelse, så vil du i fremtiden blive nægtet adgang til en ny videregående uddannelse, hvis den er på det samme eller et lavere niveau. ”Da jeg først fandt ud af det, tænkte jeg, at det kunne da ikke passe”, siger 32-årige Sofie Korsgaard. Formanden for Akademikerne mener, at den nye lov vil føre til et omfattende uddannelsesspild. Studerende, der hen mod slutningen på bacheloruddannelsen er kørt træt eller kommet i tvivl, vil undlade at færdiggøre uddannelsen for at have mulighederne i behold, forudser han. Lars Qvistgaard er bekymret for, at de nye regler også vil afskære folk fra at tage to forskellige uddannelser på samme niveau og på den måde opbygge et særligt sæt kompetencer. Som eksempler nævner han en ingeniør, der gerne vil være skolelærer, eller en bachelor i medicin, der sadler om til jura og bliver en skattet medarbejder i Patientklagestyrelsen takket være sin dobbelte indsigt i sagerne. ”Jeg synes, det er trist og bekymrende. Det er, som om man politisk tror, at vi kommer igennem livet uden nogen svinkeærinder og nærmest allerede, når vi bliver født, har en prik i nakken, der fortæller, hvor vi skal bruge hele vores meget lange arbejdsliv. Det er der jo ikke nogen af os, der ved – vi gør os erfaringer undervejs”, siger han. Lovforslaget bliver førstebehandlet i Folketinget i dag.

[X]