Presse

Incitamenterne til universitetsverdenen mangler realitetstjek

Altinget/Forskning og Innovation/Niels Lykke Jensen, Politisk chef Akademikernes Centralorganisation/20.11.12

Det er lykkes regeringen at samle en bred forligskreds om et forskningsforlig, der giver stabilitet og forudsigelighed for universiteterne. Samtidig blev en række nye forskningssatsninger tilgodeset. Men det er en eftertanke værd, om den harmoni der er skabt generelt er dækkende for oplevelsen af mening, retning og kvalitet ude på institutterne?

Desværre er svaret langt fra et klart "ja", for store grupper oplever åbenbart en nagende meningsløshed og fornemmelse af en udvikling fra træls til værre. Omfanget og karakteren af debatindlæg fra ansatte og studerende viser toppen af frustrationerne. Men hvad ligger til grund? Spørgsmålet er om det i nuværende situation er muligt eller betimeligt at åbne en debat om et betydeligt gab i virkelighedsopfattelsen mellem de centrale aktører og nøglepersonerne på "universitetsgulvet"?

Universiteterne er nok blandt de institutioner i samfundet, som der er flest og stadigt stigende forventninger til. Der er næsten ikke det problem, som universiteterne ikke skal bidrage til at løse. Resultatet er blevet et styringsmæssigt overlæs. For den enkelte universitetsansatte er det produktion af publikationer i højt estimerede engelsksprogede tidsskrifter, der skal til for at overleve i den benhårde konkurrence frem til fastansættelse og karrierestilling. Opfattende mål for og krav til forskning har skabt sit eget aflukkede hamsterhjul for forskerne.

I et realitetstjek er opkomsten af denne publiceringsmaskine kun ét af mange eksempler på incitamentsforvridninger. Den politiske beslutning om fordeling af forskningsmidler via den såkaldte bibliometriske indikatormodel har gennemtvunget et adfærdsmønster i jagten på karriere og bevillinger, der præges af en manisk artikelproduktion til internationale tidsskrifter. Systemet giver en oplevelse af meningsløshed, når der samtidig er en potentiel stor dansk offentlighed, som kunne få glæde af forskningen og den debat, der følger. Mit spørgsmål er nu, hvorfor får denne hovedløshed lov at fortsætte, når den så åbenbart bryder med sund fornuft og forvrider både dømmekraft og pengestrømme ude på mange institutter?

Konsekvenserne af skæve incitamenter bliver desto større, når man ser på de afledte konsekvenser for universiteternes anden store hovedopgave - undervisningen. De studerende kan næppe føle sig sikre på at kunne mærke de varslede opprioritering. Danmarks Forskningspolitiske Råds konference om uddannelseskvalitet viser, at det nærmest er kamp mod tyngdeloven at finde metoder til at gøre den uddannelsesmæssige hovedopgave ligestillet med forskningsmeriteringen. God undervisning sker i dag på trods af vilkårene. Centrale krav om bedre uddannelsesfokus og erhvervssamarbejde bliver til et morads af modsatrettede forventninger og incitamenter, hvilket placerer den enkelte ansat i et krydspres og må derfor finde sin egen personlige måde at overleve på. Hvem kan og vil tage ansvaret for helheden?

Virkeligheden på dagens masseuniversitet er at der skabes en endnu større hældning på den sociale skævhed i universitetsuddannelserne. Politisk ønsker man nu kvalitet i uddannelserne og et fagligt højere niveau, men hvem diskuterer de enorme udfordringer ved et stadig større optag under faldende enhedspris? Kan der findes nye veje til at forbinde ambitioner og virkeligheden i "maskinrummet"? Det kræver oprigtighed i de politiske debatter og visioner. Universitetssektoren er en oplagt case for en kommende "tillidsreform" i den offentlige sektor. Regeringen bør turde det. Og bruge projektet til at gøre op med dobbelte standarder, så der bliver sammenhæng mellem de officielle udmeldinger og den daglige virkelighed for ansatte og studerende på universiteterne.    

[X]