Presse

Presseresumé: FTF: Psykisk arbejdsmiljø skal med i forhandlinger

Bragt i Berlingske/Politiko/Rikke Brøndum, 14.05.12(3)

Regeringen risikerer at smide de ekstra hænder fra trepartsforhandlingerne lige lukt ud med badevandet, hvis ikke den sørger for, at virksomheder i både den offentlige og private sektor bliver bedre til at bekæmpe stress og depressioner blandt de ansatte. Det er udmeldingen fra hovedorganisationen FTF, der repræsenterer 450.000 ansatte med mellemlange uddannelser, kort inden regeringens trepartsforhandlinger indledes.

FTF har beregnet, at 23 procent af medlemmernes sygedage er relateret til dårligt arbejdsmiljø. Det svarer til, at omkring 15.000 personers arbejdskraft i dag går tabt. "Vi er parate til at levere flere hænder som regeringen kræver: men det nytter jo ikke noget, hvis de går ned med stress bagefter"…"Dårligt psykisk arbejdsmiljø bliver ved med at få folk ud af arbejdsmarkedet. Så når vi skal arbejde mere, er det helt afgørende, at vi begynder at prioritere det psykiske arbejdsmiljø ligeså højt som det fysiske" siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey, der sammen med LO og AC skal indgå en trepartsaftale med regeringen.

Og FTF får opbakning til sine krav fra akademikerne, som også mener, at flere penge skal flyttes til det psykiske arbejdsmiljø, eksempelvis ved at omprioritere midlerne i Forebyggelsesfonden, så de i højere grad, bliver brugt til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. "Vores system er i dag indrettet efter et industrisamfund, selv om vores arbejde har ændret sig, så vi er helt enige med FTF" siger Erik Jylling, formand i AC. Men i LO holder man fast ved, at pengene ikke kan flyttes fra det ene område til det andet.

 

[X]