Presse

Forslag: Dagpenge til iværksættere skal skabe vækst

Altinget.dk/Jørgen Skadhede/21.10.13

Nye iværksættere skal have mulighed for at få supplerende
dagpenge i virksomhedens første leveår, foreslår fagforbundet Akademikerne. Det
skal være muligt at forfølge drømmen om egen virksomhed med dagpenge i ryggen.
Sådan lyder et forslag i et nyt dagpengeudspil fra fagforbundet Akademikerne.
Nye iværksættere skal kunne få en slags supplerende dagpenge som
etableringsstøtte i virksomhedens første leveår. De timer, virksomheden
fakturerer kunderne for, skal modregnes i dagpengene. Ifølge Akademikerne er
det tvingende nødvendigt at gøre det mere attraktivt at blive iværksætter, hvis
der skal skabes job til de mange tusinde ekstra studerende, som er blevet
optaget på universiteterne i de senere år. "Vi skal have skabt et bedre klima
for de små iværksættere. Vi håber jo, at mange af dem vil vokse sig store. Det
er også en måde at skabe job og vækst på, når man gør det nemmere at blive
iværksætter," siger Ingrid Stage, formand for Akademikerne. Fagforbundet
foreslår, at iværksætterne kan blive fritaget for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet, samtidig med at de får supplerende dagpenge. Iværksætternes
forretningsidé skal dog godkendes først, og de skal deltage i obligatoriske
iværksætterforløb med råd og vejledning fra andre succesfulde iværksættere. Hos
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) får forslaget en kølig modtagelse. "Når man modtager
offentlig forsørgelse som ledig, så er det med henblik på et underhold, mens
man bestræber sig på at finde et job så hurtigt som overhovedet muligt. Her
blander man andre hensyn ind i dagpengesystemet, og det skal man være meget
påpasselig med. Derfor vil vi normalt ikke se positivt på forslag af denne
karakter," siger Jørgen Bang-Petersen, chefkonsulent i DA. Akademikernes
formand understreger, at den foreslåede etableringsordning for iværksættere
ikke behøver at koste staten en formue. "Det vil kræve flere midler til at
begynde med. Men på længere sigt skulle det gerne føre til færre udgifter til
dagpenge, fordi flere har mulighed for at være iværksættere på deltid eller med
supplerende dagpenge frem for at være fuldtidsledige," siger Ingrid Stage.


 

[X]