Presse

Debat: Gør Danmark dygtigere med flere akademikere

Berl/1/Finn R. Larsen, formand for Akademikerne/25.06.15 (30)

Nu lyder startskuddet til arbejdet med et nyt regeringsgrundlag, der forhåbentlig rummer et bud på, hvordan vi skaber vækst både i byerne og på landet. Mange landdistrikter har ikke oplevet den samme økonomiske fremgang som de store byer. Gamle erhverv skal erstattes af nye eller tilføres nye kompetencer for at kunne bestå. Vi har fra Akademikerkampagnen gode erfaringer med at skabe vækst og beskæftigelse i landdistrikterne, for når akademikere kommer ud i de små og mellemstore virksomheder, SMVerne, hjælper de ofte med at indløse virksomhedernes vækstpotentiale. Akademikerne har netop udarbejdet en erhvervsstrategi med 68 forslag til, hvad der kan få Danmark tilbage på vækstsporet. Her foreslår Akademikerne blandt andet at der indføres en vækstpilotordning, hvor virksomhederne kan få tilskud til at ansætte en akademiker i en afgrænset periode. Akademikerne kan bidrage med at løse opgaver, som kan være svære at nå i en lille virksomhed, men som er afgørende for dens overlevelse, f.eks. opgaver med e-handel, markedsføring og kundeanalyser. For at få alle virksomheder og områder med i en positiv økonomisk udvikling må vi sikre et vidensløft. De virksomheder, som for første gang ansætter en akademiker, skal også opleve, at investeringen kan mærkes på bundlinjen. Derfor skal vi uddanne bredt kvalificerede kandidater med kompetencer rettet mod virksomhederne. Det sker bedst, hvis de studerende møder virksomhederne i løbet af uddannelsen. Akademikerne skal derfor opfordre regeringen til at forlænge de studerendes retskrav og opgive fremdriftsreformen, så de studerende i løbet af studiet får mulighed for at møde virksomhederne ude i landet. Det vil gøre både de studerende og virksomhederne klogere, og det vil gøre Danmark dygtigere.

[X]