Presse

Debat: Flere muskler til små firmaer

JP/1/Finn R. Larsen, Formand for Akademikerne, og Laurits Rønn, Direktør for Dansk Erhverv/14.09.14 (31)

Hjælpen til de mindre virksomheder er motoren i regeringens seneste vækstplan, fordi de spiller en hovedrolle i at få den danske økonomi ud af krisen. Alligevel må virksomhedslederne se langt efter en håndsrækning.

Der skal gøres noget aktivt for at øge landets mange mindre virksomheders brug af universitetskandidaternes værdifulde viden og metodik. Derfor bør regeringen afsætte midler til en ny erhvervsstøtteordning på kommende års finanslov: en vækstpilot.

Den nye vækstpilotordning betyder, at virksomhedslederne skal kunne ansætte en højtuddannet med økonomisk støtte til at hjælpe virksomheden med at skabe f.eks. øget systematik, udvikling af processer og produkter, bedre markedsføring og mere eksport samt styrkelse af forretningskoncepter mv. Ordningen bør tidsbegrænses – men eksistere, så længe der er et så stort gab mellem landets virksomheder og viden, som vi oplever i øjeblikket. At en vækstpilot samtidig vil skabe nye job til de mange ledige akademikere, er selvfølgelig en yderst tilfredsstillende sideeffekt – også for statskassen, der derved sparer millioner af kroner på dagpengekontoen.

[X]