Presse

Danske studerende bliver klemt fra to sider

Berl/3/Bjarne Lundager Jensen/04.05.13 (12)

I forhold til tyske, engelske og svenske studerende er danske universitetsstuderende langt mere drevet af lyst og interesse, når de vælger uddannelse. Det viser ny, DEA netop har offentliggjort. Spørgsmålet er, om det danske samfund forsat har råd til at lade lysten drive værket?

Når studerende på de danske universiteter skal pege på den allervigtigste prioritet for valget af deres uddannelse, er faglig interesse og lyst til at studere langt vigtigere for deres studievalg end lav arbejdsløshed og muligheden for en høj indkomst i fremtiden. Det er et problem, da det danske samfund de seneste år har oplevet historiske høje arbejdsløshedstal, når det gælder nyuddannede kandidater.

I april 2012 var der ifølge AC, Akademikernes Centralorganisation, 3.313 ledige akademikere, som havde været færdige i under et år. Det er det højeste antal nyuddannede arbejdsløse i AC's ledighedsstatistiks historie. Arbejdsløsheden skyldes til dels den økonomiske krise. Den offentlige sektor er sat på smalkost, og den private sektor er presset og i øvrigt ikke lige så vant til at ansætte medarbejdere med lange videregående uddannelser som det offentlige.

Danske studerende bliver i disse år klemt fra to sider. Dels altså af den globale arbejdsdeling, der "stjæler" flere og flere højtuddannede jobs fra Danmark, dels af den økonomiske krise, som har begrænset væksten i den offentlige sektor, som vi alligevel, ud fra en velstandsmæssig kalkule, ikke har råd til at lade blive meget større.

[X]