Presse

Ansatte er bange for at starte for sig selv

JP/1/Bo Nielsen/09.11.13 (1)

Der skal langt mere til, før en lønmodtager i dag vælger at
blive iværksætter, viser undersøgelse. Usikkerheden på jobmarkedet får mange
til at holde fast på deres tilværelse som lønmodtagere i stedet for at kaste
sig ud i drømmen om at blive iværksætter. Det viser en ny undersøgelse fra
statistikhuset eStatistik. Fortsætter tendensen, kan det med tiden komme til at
koste landet mange tusinde job, fordi der bliver færre vækstvirksomheder,
advarer eksperter. Der er ikke politisk enighed om, hvad der skal gøres.
Antallet af lønmodtagere der vælger at etablere egen virksomhed, er styrtdykket
de seneste år. I 2008 kom 13.004 af de i alt 19.140 nye iværksættere fra
lønmodtagernes rækker. I 2011 var kun omtrent 9.000 af årets 16.740
iværksættere lønmodtagere. Derimod valgte flere ledere, ledige og folk helt
uden for arbejdsstyrken at tage springet ud i selvstændighed, viser analysen.
"I Danmark er det en længere mental rejse at tænke sig selv som selvstændig end
i mange andre lande. Det bliver ikke bedre af, at tiderne generelt er usikre,"
siger Christian Vintersgaard, adm. direktør i den statsstøttede Fonden for
Entreprenørskab. I sidste måned foreslog fagforbundet Akademikerne, at man skal
kunne etablere egen virksomhed med dagpenge i ryggen. På den måde håber man at
lokke flere lønmodtagere til at blive selvstændige. I 1990'erne eksisterede en
ordning, der gav halv dagpengesats i op til to et halvt år, mens man startede
en ny virksomhed. Region Nordjylland eksperimenterer lige nu med et lignende
tiltag. Men innovationsordfører Trine Bramsen (S) afviser, at regeringen vil
ændre dagpengereglerne for at tækkes iværksætterne. I stedet vil man prøve at
finde flere penge til finansiering af de nye virksomheder. "Målet er ikke bare
at få mange iværksættere. Når man er iværksætter, skal man også være klar til
at tage en chance," siger Trine Bramsen. Jacob Engel-Schmidt (V), ordfører for
iværksætteri og innovation, udelukker ikke, at man kan se dagpengereglerne
igennem. Men danskerne skal først blive mere risikovillige. "Vi har allerede
rigtigt mange velmenende tilbud, som ikke fungerer særlig godt. Det drejer sig
om at ændre hele iværksætterkulturen," siger Jacob Engel-Schmidt.

[X]