Presse

Akademikerformand: Letkøbt SU-forslag

Altinget.dk/Mads Bang/08.03.16

Altinget har bedt Akademikernes formand svare på fem hurtige spørgsmål om foreningen Axcelfutures forslag om at omlægge SU'en på kandidatuddannelser til lån og bruge besparelsen til at øge kvaliteten af uddannelserne. Et ekspertpanel sammensat af Axcelfuture fremlagde fredag en rapport om uddannelsesområdet, og især anbefalingen om at omlægge SU'en til lån på kandidatuddannelsen løb med opmærksomheden. Formanden for de langtuddannedes hovedorganisation Lars Qvistgaard mener forslaget rammer skævt. Hvad synes du om forslaget om at omlægge SU til lån på kandidaten? "Det er et grundlæggende opgør om fri og lige adgang til uddannelse for alle uanset om det er de langvarige eller andre uddannelser. Jeg synes det er et opgør med den måde vi hidtil har opfattet uddannelse i vores samfund," siger Lars Qvistgaard. Er det ikke rigtigt hvad Carsten Koch siger: At de danske uddannelser er middelmådigt finansieret hvis man trækker SU fra? "Det har han sådan set ret i. De generelle besparelser betyder, at vi har udfordringer med at få finansieret uddannelserne til den kvalitet, vi gerne vil have. Det er utroligt vigtigt at holde fokus på at have kvalitet i uddannelserne. Jeg køber bare ikke, at det er de unge, de studerende, der skal betale," siger Lars Qvistgaard.

[X]