Vækst- og erhvervspolitik

Vækstplan med fokus på jobskabelse nu-og-her

AC efterlyser visioner i regeringsudspillet

Det var begrænset med visionerne, da regeringen i dag fremlagde en ny vækstplan for Danmark, Vækstplan DK. Hovedværktøjerne til at få Danmark tilbage på vækstsporet er ifølge regeringen en nedsættelse af selskabsskatten og lavere afgifter for erhvervslivet, samt en genoplivning af håndværkerfradraget i den såkaldte BoligJob-ordning. Finansieringen skal blandt andet ske ved at begrænse væksten i den offentlige sektor.

AC's formand, Erik Jylling, siger i en kommentar til regeringsudspillet:

"Pakkens mål om jobskabelse i den private sektor flugter fint med, hvad vi har efterspurgt længe. Både de kortsigtede og langsigtede perspektiver for dansk økonomi taler for yderligere vækstskabende initiativer. Når det er sagt, så havde vi gerne set, at pakken havde flere visioner om, hvilke veje vi ønsker at udvikle vores samfundsøkonomi. Pakken forholder sig for lidt til, hvad vi skal leve af på sigt, og det er desværre også afspejlet i pakkens initiativer".

AC vil senere på ugen lancere et forslagskatalog, der vil kigge længere fremad med fokus på de investeringer, som skal sikre, at Danmark kommer styrket ind i det næste opsving. Der er brug for mere viden, flere kompetencer og bedre vækstbetingelser for virksomhederne, hvis de skal klare sig godt i den aktuelle og fremtidige konkurrencesituation. Og der er brug for, at mange flere skaber deres eget job og gerne nye virksomheder. Mere herom på AC's hjemmeside om få dage.

Link til regeringens Vækstplan DK 

Kontaktinfo:

Erik Jylling, formand for AC, tlf. 51 28 39 45,
ej@ac.dk

[X]