Vækst- og erhvervspolitik

Uddannelse som springbræt for nye virksomheder

Der skal iværksætteri ind i alle uddannelser uanset fag og niveau, lyder en af anbefalingerne fra regeringens Iværksætterpanel. På universitetsområdet er der inden for de seneste år sket en stor stigning i udbudte iværksætteraktiviteter og i antallet af deltagere.

Undersøgelser viser, at universitetsstuderende, som starter egen virksomhed, har højere omsætning, produktivitet og værditilvækst end øvrige iværksættere. Desværre er det, siden fremdriftsreform trådte i kraft, blevet vanskeligere for studerende at starte virksomhed, oplever Akademikerne.

Akademikerne er glade for, at Iværksætterpanelet foreslår at forlænge uddannelsen med 3 måneder for de studerende, som vælger at bruge tid og kræfter på virksomhedspraktik.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, opfordrer til, at iværksætteri får en mere central plads på uddannelserne med det samme.

”Danske universiteter gør meget mere i dag for at nære unges iværksætteridrømme. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op om denne udvikling og ikke lægger unødig mange sten på vejen, sådan som det er sket med fremdriftsreformen”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.  

Uddannelse er afgørende for, at Danmark kommer i førersædet globalt med iværksætteri. Der skal mere iværksætteri på programmet i hele uddannelsessystemet, fordi det gør, at nye generationer tidligere får udviklet et mindset for innovation. Men også fordi det vil give flere mod på at starte egen virksomhed.  

”Hvis Danmark for alvor skal være en nation af iværksættere, skal vores uddannelser tilrettelægges, så de studerende i højere grad oplever, at det er nemt at skabe egen virksomhed, og at der findes et alternativ til en fremtid som lønmodtager”, siger Lars Qvistgaard.

Det er ikke kun på uddannelsesområdet, det er vigtigt at handle. Vender vi blikket mod forskningsområdet og den offentlige sektors indkøbspolitik, er Akademikerne også tilfredse med Iværksætterpanelets forbedringsforslag.

Akademikerne ønsker mere mobilitet mellem universitetsverdenen og det private erhvervsliv. Det er godt, hvis flere forskere veksler mellem en karriere på universiteterne og private virksomheder. Desuden kan der blive etableret flere samarbejdsprojekter og delestillinger. Når det gælder de små virksomheder, har vi allerede gode erfaringer med redskaber, der letter et forskningssamarbejde, vi kan kigge på.  

Det er en god ide at sætte fokus på den offentlige sektors indkøbspolitik for at fremme iværksætteri. Akademikerne bakker op om Iværksætterpanelets ønske om at gøre offentlige udbud og innovationspartnerskaber mere tilgængelige for små virksomheder.



[X]