Vækst- og erhvervspolitik

Pejlemærker for den offentlige innovationsindsats

Bredere samarbejde på tværs af sektorer, institutioner, fagområder og medarbejdergrupper skal sikre et mere effektivt dansk innovationsarbejde.

Der er for langt mellem de gode ideer i Danmark, og der kommer for lidt ud af dem, der er. Men manglen på politiske målsætninger gør, at innovationspotentialet i Danmark ikke udnyttes godt nok.

For tiden barsler Uddannelsesministeriet med en ny innovationsstrategi for Danmark. AC har i lighed med LO og FTF ved flere lejligheder kommet med deres forslag til, hvor der bør sættes ind for at vende udviklingen.

Læs: Lyt til hverdagens eksperter. Fælles kronik AC, LO og FTF

Læs: AC's vækstudspil: Med viden skal land bygges (s.29-30)

Indtil nu har der været langt mellem de konkrete udmeldinger på området både fra regeringen og resten af det politiske landskab.

Det blev der lavet om på til et fælles AC, LO og FTF seminar om velfærdsinnovation og offentlig-privat innovationssamarbejde. Her gav uddannelsesministeren og de politiske ordførere for området fra S og V, samt en række kommunal- og regionspolitikere, deres bud på et ambitionsniveau og en række konkrete indsatsområder for den fremadrettede offentlige innovationsindsats.

Vi er verdensmestre i at finkomplicere
Før politikerne overtog debatten illustrerede Kjeld Lisby, fra Ideklinikken på Aalborg Sygehus, hvordan man strukturerer en succesfuld innovationsproces som offentlig serviceleverandør.  

Ideklinikken er en innovationsenhed, som har til formål at fremme innovationen i driftsenheden ved at indsamle, vurdere, videreudvikle og kommercialisere medarbejdere og brugeres ideer på Aalborg Sygehus.

En gennemgående pointe var, at vi i Danmark har en tendens til at finkomplicere vores arbejdsgange bl.a. ved at detailregulere processer ned til mindste detalje med fare for at miste målet af syne. Ideklinikken har som en reaktion på dette ved simple midler formået at opsamle og strukturere udviklingsarbejdet på Aalborg Sygehus, og dermed givet medarbejderne mulighed for at hæve blikket over hverdagens arbejde og komme med indspark til nye løsninger. Ideklinikken følger de nye løsninger til dørs med patenthjemtagning og efterfølgende kommerciel udrulning.

Læs: Praktiske erfaringer fra Ideklinikken om velfærdsinnovation og offentlig privat samarbejde

Ny innovationsstrategi på vej
Politikerne talte både ud fra et generelt politisk perspektiv og et mere praksisorienteret perspektiv.

"Vi skal have en kortere vej fra viden, uddannelse og til innovative løsninger og beskæftigelse. Vi skal tage hul på nye partnerskaber mellem offentlige og private virksomheder, og vi skal skabe en ny kultur på alle uddannelser, så innovation bliver en større del af deres verden", sagde uddannelsesminister Morten Østergaard (R).    
 
"Der skal skabes et bedre samarbejde mellem forsknings-, velfærds- og erhvervsorganisationerne. Det er vigtigt med koblingen i udviklingen af velfærdsydelse både i forhold til kvalitet og budgetter", sagde Trine Bramsen (S)

Slut med lilleputinnovation
Alt for meget innovationspotentiale går i dag tabt på grund af ringe samarbejde. Der er behov for at tænke initiativerne større og mødes i nye samarbejdskonstellationer.

"Vi skal satse på storskala projekter, hvor vi fra politisk hold udpeger nogle problemer, fx inden for sundhedssektoren, som skal trække innovationsindsatsen i gang. Og vi skal vise, at vi vil invitere alle med til den proces", sagde uddannelsesminister Morten Østergaard (R).  

"Vi skal undgå klatinnovation. Det er vigtigt, at man i kommunerne og regionerne bliver bedre til at gå sammen om hele innovationsprocessen", sagde Trine Bramsen (S)

"Der skal fokus på den bedste praksis. Det kræver, at man kan sætte fokus på forskellig praksis. Derfor er det vigtigt at borgerne kan vælge. Det nytter ikke at tale innovation, hvis man samtidig vil fjerne borgernes valgfrihed, og hvis man samtidig vil standardisere alle løsninger", sagde Bertel Haarder (V)

"Lige nu opfinder man mange små dybe tallerkener. Det er tid til at gå efter løsninger som er lidt større. Målsætningerne skal være på regions- eller statsniveau. Vi er klar", sagde Carsten Kissmeyer medlem af KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg og borgmester i Ikast Brande kommune (V).

Medarbejdere som motor
Fra politisk side blev det også pointeret, at der var meget at hente ved at kigge på nye arbejds- og samarbejdsformer mellem ledelse og medarbejdergrupper Både når det gjaldt ideudviklingen og mulighederne for at realisere dem i praksis.
 
"Medarbejderne er en markant ressource. Alle medarbejdergrupper skal være med, fordi innovation kræver mange forskellige typer. Men et er ikke nok, at de får gode ideer, der skal også være gode arbejdsgange, så ideerne bliver omsat", sagde uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

"Vi skal sørge for, at medarbejderne kommer med de gode ideer. Det handler i høj grad om ledelse. Fra Christiansborg kan vi give nogle rammer, men jeg vil ikke blande mig i, hvordan rammen bliver udfyldt", sagde Trine Bramsen (S)

"Der er behov for en organisering, der skaber en platform for at få gang i innovationen. Det er gennem hverdagens eksperter, at vi skal finde nye veje", sagde Jens Stenbæk, næstformand i Danske Regioner (V).

Større tillid og mere mod til forandring
Ligeledes var der stor opmærksomhed på de en række af de lovgivningsmæssige og mere organisatoriske forhold, som i dag står i vejen for en større udfoldelse af det konkrete innovationspotentiale. Og ikke mindst hindrer den nødvendige risikovillighed hos de drivende parter. 

"Der kommer fokus på forenkling af bureaukrati og kontrol i regeringens innovationsstrategi", sagde uddannelsesminister Morten Østergaard (R). 

"Vi skal blive bedre til at få vores erhvervsliv mere ind i det her. Men der er en barriere i, at de nogle gange holder sig fra at involvere sig tidligt i processen af frygt for senere at blive erklæret inhabil i forhold til et senere udbud", sagde Jens Stenbæk, næstformand i Danske Regioner (V).

"Vi skal have en balance mellem nye ideer, og så sætte fx sundheds- og socialområdet fri i forhold til at kunne imødekomme borgernes behov for at forklaret præcis hvad de får. Det er også meget vigtigt, at ledelsen i organisationerne ikke bliver fanget i en nulfejlskultur. Det nytter ikke noget at frygte mødet med borgerne", sagde Trine Bramsen (S).

Fra seminarets øvrige deltagere lød der blandt andet et budskab om, at der er behov for at sænke "støjniveauet" i det offentlige. Der er for meget procesregulering i systemet, styringen skal simpelthen gøres mindre overlæsset.

[X]