Politik

SU’en giver social mobilitet

Debatindlæg af Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne og Bente Sorgenfrey, formand for FTF bragt i Politiken 9. marts 2016.

Efter regeringens voldsomme finanslovsbesparelser for de videregående uddannelser er krybben tom og hestene bides. Den nye virkelighed har fristet visse rektorer og bestyrelsesformænd fra universiteter og professionshøjskoler til at foreslå at flytte penge fra de studerendes SU til uddannelserne.

Måske er de blevet inspireret af Tænketanken DEA, der har proklameret, at ”danske studerende finder det meningsfuldt at skære i SU’en” . Denne tvivlsomme konklusion fik DEA formuleret på baggrund af en undersøgelse, hvor DEA bad studerende om teoretisk at forholde sig til, at hvis der skulle findes besparelser, hvor ville det så gøre mindst ondt? På SU’en eller på uddannelserne? Blandt andet om de synes, det gav mest mening at spare to pct. på SU eller to pct. på uddannelsesbudgetterne. Der er langt herfra til en model, hvor SU-stipendier omlægges til lån.

Forslagsstillerne til SU-forringelser kalder det nødvendighedens politik. Men det ulykkelige er, at det er så meget mere på spil, end det at flytte penge fra et område til et andet. For forslagsstillerne synes at glemme, at SU’en har til hensigt at sikre, at alle med evner og motivation i dette land skal have lige adgang til at tage en videregående uddannelse uafhængig af økonomisk formåen. Fri og lige adgang til uddannelse udgør sammen med SU’en et væsentligt element i den danske velfærdsmodel. Det er også afgørende for, at  Danmark bliver det videnssamfund, som skåltalerne lovpriser.

SU-debatten drejer sig – ligesom debatten om fx et velfungerende sundhedsvæsen - om noget meget større, nemlig hvilken type samfund vi ønsker.
SU og gratisprincippet bygger på velfærdssamfundets idé om en samfundskontrakt mellem generationerne, hvor forældregenerationen, via skatten, betaler for, at den yngre generation kan tage en uddannelse. Og som tilsvarende, når denne generation er færdiguddannet, betaler til den kommende generations uddannelse. I lande som USA og England er der udpræget brugerbetaling på uddannelse, fordi uddannelse ses som et privat gode, som man betaler for med henblik på at opnå et privatøkonomisk afkast siden hen.

Det kommer vel næppe som en overraskelse, at de to samfundsmodeller ikke er lige gode til at understøtte den sociale mobilitet i uddannelsessystemet. Et canadisk forskningsprojekt har set på den sociale arv som forholdet mellem forældrenes indkomst og hvad deres børn kommer til at tjene. Og her placeres Danmark på en førsteplads i social mobilitet. Ligeledes udmærker Danmark sig ved, at unge fra uddannelsesfremmede hjem er mindre underrepræsenterede på de videregående uddannelser end i flertallet af OECD-lande.

Ligeledes finder vi det værd at fremhæve, at Danmark ligger næsthøjest i den seneste OECD opgørelse over gennemførelsesrater for de videregående uddannelser. Denne flotte placering vil vi ligeledes tillade os at tilskrive SU’en. Hvor Danmark kan præstere en gennemførelsesrate på 81 pct. må Norge se sig placeret under OECD-gennemsnittet med en gennemførelsesrate på 59 pct. I Norge gives studiestøtten som studielån med mulighed for at omgøre en andel af lånet til stipendium, hvis den studerende består sine eksaminer inden for normeret tid. Vi nævner Norges svage placering, fordi landets studiestøtte fremhæves i den danske SU-debat.

Så kære institutionsfolk, tænk jer om inden I foreslår SU-forringelser. Vi er enige med jer i, at uddannelserne er underfinansierede, og vi er enige i, at der er brug for at skaffe den nødvendige økonomi til uddannelser med kvalitet. Men  det er og bliver en falsk præmis, at nye penge til uddannelse skal findes i SU’en til de studerende. Vi ville vel heller ikke forlange, at sundhedsydelser skal betales af de syge?

[X]