Analyse: Akademikernes værdiskabelse

Analyse: Akademikernes værdiskabelse

Analyse af Birgit Bangskjær, bragt i Politiken 11. august 2019.

Fra tid til anden kan man i avisernes spalter læse påstanden om, at der bliver uddannet for mange akademikere, og at det er en skidt forretning for Danmark. Påstanden får ofte følgeskab af forslag om, at manglen på faglærte løses ved at begrænse optaget på de akademiske uddannelser. En påstand bliver som bekendt ikke sand af at blive gentaget, men den iboende konflikt i fortællingen om de få faglærte og de mange akademikere, kan måske forklare, hvorfor påstanden er så sejlivet. Konflikt er ganske enkelt godt nyhedsstof.

Men påstanden indeholder også en falsk modsætning - for akademikere og faglærte er faktisk hinandens forudsætninger. Det ved de alt om ude i virksomhederne, hvor akademikere og faglærte hver dag arbejder sammen om at gøre dansk erhvervsliv konkurrencedygtigt på de internationale markeder.

Flere analyser har gennem årene påvist den positive sammenhæng, der er mellem virksomhedernes ansættelse af akademikere og skabelsen af nye jobs til andre uddannelsesgrupper, herunder ikke mindst faglærte. Senest har Djøf beregnet, at hvis andelen af små og mellemstore virksomheder, der ansætter deres første akademiker blev forøget med 10 procentpoint, vil det medføre 55.000 nye jobs over tre år, hvoraf ca. halvdelen vil være faglærte eller ufaglærte jobs.

Forklaringen er, at virksomheder med akademisk arbejdskraft typisk er mere produktive og dermed klarer sig bedre i forhold til konkurrenterne på markedet, hvilket resulterer i nye ordrer, og hvilket igen skaber behov for at ansætte flere medarbejdere.

Fortællingen om overuddannelse og overakademisering synes at have bidt sig fast. Eksempelvis kunne DR’s Detektor, med hjælp fra Epinion, fortælle, at danskerne generelt overvurderer antallet af kandidater og ph.d.’er i befolkningen.

Men mere alvorligt er det, at myten om overuddannelse også synes at have påvirket Christiansborgpolitikken, fx illustreret med vedtagelsen af uddannelsesloftet som blev indført helt uden nogen form for forudgående politisk debat. Ligesom omprioriteringsbidraget også kan ses som et udtryk for, hvor politisk ufarligt det har været at tage penge fra uddannelserne og give dem til andre politisk prioriterede områder.

Derfor er det ikke uden betydning, at vi får en uddannelsesdebat, der baserer sig på fakta og ikke på synsninger og udokumenterede påstande. Et godt sted at begynde, er Uddannelses- og Forskningspolitiske Redegørelse som udgives af Uddannelsesministeriet og som indeholder nøgletal, der viser uddannelsernes samfundsmæssig betydning. Her kan man blandt andet gøre sig klogere på akademikernes værdiskabelse.

Uddannelsesministeriets redegørelse 2018 viser, at trods en fordobling i udbuddet af kandidatuddannede fra 1995 til nu, har akademikerne fastholdt den relative lønforskel i forhold til andre uddannelsesgrupper på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet har altså i stigende grad efterspurgt akademiske kompetencer, og alt peger på, at den efterspørgsel ikke bliver mindre i fremtiden, tværtimod.

Den positive udvikling på det akademiske arbejdsmarked bliver af den tidligere regerings universitetsudvalg (2018) forklaret ved øget kompleksitet i arbejdet, ikke mindst som følge af den teknologisk udvikling. Akademisk arbejdskraft tillægges derfor høj værdi af arbejdsgiverne, hvilket afspejles i lønnen.

Erhvervsindkomst mellem forskellige uddannelsesniveauer (25-66 årige), 1995-2016

Loenforskellemellemuddannelsesniveauer

 

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet pba data fra Danmarks Statistik (2018)

Den positive sammenhæng mellem øget kompleksitet og akademisk arbejdskraft, kan også illustreres med omvendt fortegn: Beregninger fra Finansministeriet (2016) viser, at havde der ikke været nogen teknologiske udvikling, ville kandidatproduktionen fra midt 1980’erne til nu have medført et fald i den relative lønforskel mellem kandidatuddannede og andre grupper på 20 – 50 pct.

Der er rigtig nok blevet flere akademikere, og uddannelsesniveauet forventes at stige yderligere i årene fremover. I 1995 udgjorde kandidatuddannede i befolkningen ca. 4 pct. og for nærværende er andelen på ca. 10 pct. Fremskrivning fra Uddannelsesministeriet giver en forventning om, at andelen af akademikere frem mod 2030 vil udgøre ca. 16 pct. af befolkningen.

Velstandsgevinst ved stigning i uddannelsesniveauet i forhold til 2018, pct. (2030, 2040, 2050)

Velstandsgevinstveduddannelse

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet pba data fra Danmarks Statistik (2018)

 

Det gode er, at stigende uddannelsesniveau veksles direkte til øget BNP. I redegørelsen fra Uddannelsesministeriet skønnes det på baggrund af tal fra Finansministeriet, at stigningen i uddannelsesniveauet fra 2018 og frem mod 2050 vil øge BNP med over 5 pct. som følge af højere produktivitet. Målt i nutidskroner svarer det til en velstandsstigning på 120 mia. kr.

Intuitivt virker det som en taberstrategi at ville sænke uddannelsesniveauet i bestræbelserne på at tale erhvervsuddannelserne op. Og fakta viser, at det er en farlig vej at gå, hvis vi vil fastholde vores privilegerede position som et af de mest velstående lande i verden.

Manglen på faglært arbejdskraft er reel, i hvert fald for visse erhvervsuddannelser. Og samtidig har vi en gruppe af unge uden kompetencegivende uddannelse. De to udfordringer bør ses i sammenhæng. For hver gang det lykkes at få løftet en ufaglært til faglært niveau, bidrager det positivt til samfundsøkonomien. Ligesom det bidrager til samfundsøkonomien når vi uddanner akademikere.

[X]