Politik

Kunsten at kigge i krystalkugler

Ønsket om at forudsige behovet for akademisk arbejdskraft har været et tilbagevendende tema siden den danske velfærdsstat for alvor tog fart op gennem 1960’erne. En tur i Akademikernes arkiver giver os mulighed for, med hjælp fra bagklogskabens ulidelige klare lys, at vurdere de uddannelsespolitiske overvejelser, man gør sig i begyndelsen af 1970’erne dengang for snart 50 år siden. Analyse bragt i Politiken lørdag den 20. maj 2017. Af Birgit Bangskjær, chefkonsulent i Akademikerne.

Artikler fra 1971 i Akademikernes Samarbejdsudvalgs medlemsblad, ”AS Debat” viser en tid, hvor universiteterne hjemsøges af spøgelsesstuderende, der hvileløst går rundt på lange ubrudte studieforløb, og hvor specialesumpen årligt kræver sine ofre. Jo tiden er en anden – også visuelt - med sort/hvide billeder, der ofte portrætterer ældre herrer med sparsomme hårstrå tæmmet med bryldcreme og en cigarstump vippende i mundvigen.

Man debatterer, hvorvidt det nye fænomen, TV-universitetet, kan understøtte ”den fortsatte demokratisering af uddannelserne”, som det bliver udtrykt. Vi ved her i 2017, at TV-universitetet bliver en fuser, men den viden har man selvfølgelig endnu ikke i 1971.

1971 er også året, hvor Undervisningsministeriet for første gang offentliggør en samlet statistisk om de videregående uddannelser. Siden 1960 er der sket en fordobling i andelen af en ungdomsårgang, der søger videregående uddannelse, så tallet nu er oppe på 30 pct. For universiteterne er andelen mere end tredoblet, mens hovedparten af de øvrige uddannelsesinstitutioner har fået fordoblet andelen, berettes det i AS Debat.

Efter 1960’ernes kraftige vækst i tilgangen til de akademiske uddannelser er den uddannelsespolitiske konsensus her i 1971 for alvor begyndt at krakelere. Fronterne er trukket op, og debatten er præget af sammensatte ord, der typiske starter med ”akademiker” og ender på ord som ”-eksplosion”, ”-hetz” og ”-snobberi”.
På den ene side ser de to nye universitetscentre, RUC og AUC, dagens lys i 1972 og 1974. Men der er også kræfter, der finder, at det er på høje tid at få sat prop i tilgangen til universiteterne. Det konservative talerør, Ålborg Stiftstidende, skriver: ”Målet må naturligvis være, at der uddannes, hvad samfundet har brug for, og ikke mere. Ingen kan have interesse i en overproduktion af akademikere.”

Baunsgaard-regeringens radikale undervisningsminister, Helge Larsen, gør sig lignende overvejelser i ”AS Debat”: ”Nu siger jeg udtrykkeligt, så vidt jeg kan vurdere det; så vil situationen i 70’erne nok være den, at der ikke vil være det samme pres på brugen af akademikere, som der har været i 60’erne.”

Ministerens vurdering er rimeligvis baseret på udviklingen i universiteternes optag op gennem 1960’erne, at den offentlige sektor hidtil, og på daværende tidspunkt fortsat, er hovedaftager af universiteternes kandidater, og en fornemmelse for den fremtidige teknologiske udvikling illustreret med eksemplet med TV-universitet.  Ordet vidensøkonomi optræder endnu ikke i det danske sprog.

Vurderingen havde nok været en anden, hvis ministen havde haft netværksopkobling til 2017, så vi kunne maile ham tallene for udviklingen af det akademiske arbejdsmarked. Trods stigende kandidatproduktion viser ledighedstallene for akademikere (Akademikernes ledighedsstatistik starter i 1984) en tydelig faldende tendens med undtagelse af delperioder som kartoffelkuren i 1986, Fogh-regeringens ansættelsesstop i staten i 2002 samt finanskrisen i 2008.

Hvis vi samtidig kunne fortælle ham, at universitetsuddannelserne får fleksibel 3+2-struktur, at den private sektor overhaler offentlige sektor som hovedaftager af akademikere, nye teknologiske landvindinger, udviklingen af EU’s indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed samt den stigende globale konkurrence med stigende kompetencekrav til følge.

Fhv. handelsminister, venstremanden Axel Kristensen, har ingen fidus til krystalkugler, og siger til ”AS Debat”: ”Nogle mener, at det er urimeligt at uddanne flere, end dem vi tror, vi får brug for. Det lyder jo meget bestikkende, men hvordan får vi at vide, hvor mange det er? Der er lavet den ene opgørelse efter den anden gennem mange år for at finde ud af, hvor mange lærere vi ville få brug for, og de har alle været uhjælpeligt forkerte, fordi man ved sådanne beregninger går ud fra forhold, der hersker på den tid, hvor beregningen laves, og så skønner lidt om de forandringer, der kommer og derudfra regner ud, hvordan fremtiden vil blive. Det må blive forkert, for ingen kender fremtiden.”

Axel Kristensen pointerer samtidig sammenhængen mellem uddannelsesniveau og konkurrenceevne: ”Får vi flere højt uddannede ingeniører, så vil deres viden fremme den tekniske udvikling så behovet for ingeniører vokser. Hvis vi ikke stadig har rigeligt af ingeniører, og flere end vi tror, der er brug for, vil vores erhverv sakke bagud og blive ud af stand til at konkurrere. Dette er tilsvarende for alle uddannelser.”

Udbuds- og efterspørgselsprognoser diskuteres fortsat her i 2017. Akademikernes andel af den samlede beskæftigelse udgør i dag 10,8 pct., i 1971 er det estimeret 2,9 pct. Termen vidensøkonomi har nu fået følge af udtryk som disruption og fjerde industrielle revolution. Det er svært at spå om fremtiden, men belært af historien er et bud, at kompetencekravene ikke bliver mindre.  

Antal nyuddannede kandidater og akademikeres ledighedsprocent

 1971 historie

 

[X]