Politik

Kontraproduktive knopskydninger

Kontraproduktive knopskydninger har givet et kompliceret bevillingssystem med usikkerhed om uddannelsernes økonomi og kvalitet. En reform af systemet bør tage udgangspunkt i de tre F’er: Forenkling, forudsigelighed og faglighed, skriver Birgit Bangskjær, chefkonsulent i Akademikerne, i debatindlæg bragt i Altinget den 29. januar 2015.

De kritiske røster over taxametersystemet har været ganske konstant over årene, også her fra Akademikerne. Vi har kritiseret taxametersystemet for at skabe risiko for ukritisk optag og volumentænkning på universiteternes uddannelser. Vi har kritiseret, at det skaber en (for) simpel sammenhæng mellem bestået eksamen og bevilling og dermed risiko for en kvalitets- og niveauglidning. Og vi har kritiseret, at det bidrager til en usund konkurrence mellem institutionerne om de uddannelsessøgende.

 

Trods den vedholdende kritik, har taxametersystemet vist sig sejlivet. Og det endda selvom systemets forsvarere kun formår at udtrykke en lunken begejstring. En støtte der oftest har været artikuleret af universiteternes rektorer, og noget med, at man ved hvad man har – ikke hvad man får. Og givet er det da også, at taxametersystemets helt store force - i hvert fald i teorien – er dets enkle og klare styringslogik, hvor aktivitet og tilskud følges ad. For gennemsigtighed og forudsigelighed i det økonomiske råderum på institutterne er helt afgørende for at udvikle uddannelserne og de bagvedliggende faglige miljøer.

 

Men med de senere års knopskydninger af politisk styring, er det samlede bevillingssystem for uddannelserne blevet så komplekst og fyldt med kontraproduktiv incitamentsstyring, at al tale om enkelthed og forudsigelighed er en saga blot. For en bølge af politiske styringstiltag har de senere år skyllet ind over taxametersystemet, fra såvel blå som rød side i Folketinget. Efterdønningerne har givet et system, der har mistet sin oprindelige klare og enkle form som bevillingssystem. Et vidtforgrenet delta af incitamentsstyring, der strømmer i alle retninger.

 

I 2007 blev taxametersystemet forenklet med en reduktion i taksterne til tre. Men herefter begyndte knopskydningen. Nu skulle taxametersystemet også skabe økonomisk incitament til hurtigere studiegennemførelse. Først blev der indført en færdiggørelsesbonus på kandidatuddannelserne. Men det var alligevel ikke nok. To år senere blev tidskravet strammet op for, hvornår universitetet kan opnå bonussen. Og ved samme lejlighed blev der indført en færdiggørelsesbonus på bacheloruddannelserne.

 

Men det var alligevel heller ikke helt nok. For så kom fremdriftsreformen, der med den såkaldte studietidsmodel skulle få universiteterne til at nedbringe den faktiske studietid. For at anskueliggøre reformens potentielle indvirkning på universiteternes økonomi, vil Københavns Universitet fra 2020 kunne miste op til 345 mio. kr. årligt, hvis den gennemsnitlige studietid ikke nedbringes med de krævede 7,6 måneder. Og netop fremdriftsreformen er et eksempel på politisk styring, hvor politiske mål om øget studiehastighed i den grad modarbejder det politiske ønske om øget kvalitet i uddannelserne.

 

Men det er endnu mere kompliceret. For derudover er der budgetloven, der ligeledes bidrager til den økonomiske usikkerhed. Loven betyder, at uddannelsesbevillingerne kan blive beskåret med tilbagevirkende kraft, hvis et universitets produktion af studenterårsværk viser sig større end forventet. Og jeg skal også lige have nævnt den finansministerielle grønthøster, der siden 2002 årligt har barberet 2 pct. af uddannelsesbevillingerne. Hvorvidt der fortsat er sagligt belæg for at kalde disse besparelser for ”effektivitetsgevinster” er, diplomatisk formuleret, tvivlsomt. Hvad der derimod er åbenbart er, at kvaliteten presses.

 

Endelig skal huskes, at de forskningsbaserede uddannelser delvist finansieres af universiteternes basismidler. Derfor er det også bekymrende, at basismidlerne ikke har fulgt med stigningen i optaget af studerende. Reelt betyder vigende basismidler, at visse uddannelser ikke har den fornødne forskningsbasering, som man med rimelighed burde kunne forvente af en universitetsuddannelse.

 

Det der står tilbage, er et kompliceret og kringlet bevillingssystem. Et system der skaber usikkerhed om uddannelsernes økonomi og som med et stigende fokus på hurtighed og gennemførelse er kontraproduktivt i forhold til kvalitetsdagsordenen. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at skabe et samlet bevillingssystem, der kan understøtte uddannelsernes kvalitet? Tre F’er kan passende være guideline for en samlet reform: Forenkling, forudsigelighed og faglighed. 

[X]