Politik

Fremdrift og finansministeriel talmagi

Debatindlæg af Birgit Bangskjær, chefkonsulent i Akademikerne, bragt i Altinget 17. november 2015.

Når partierne bag fremdriftsreformen i denne uge forhandler justeringer af fremdriftsreformen, er det alt andet end ligegyldigt, hvilken regnemaskine der benyttes til at vurdere, hvorvidt forslagene til justeringer kan holdes inden for reformens økonomiske ramme. 

Det er godt, at uddannelsesministeren har sat en justering af fremdriftsreformen på sin to-do-liste. Lytter man til forligspartiernes uddannelsesordførere, synes der da også at være bred politisk enighed om, at reformens ensidige fokus på hastighed alligevel er gået for vidt. Læg dertil, at det nok også er kommet bag på politikerne, hvor stort et administrativt monster de med reformen har givet liv til.

Men det er skidt, at regeringen samtidig har gjort klart, at justeringerne skal kunne holdes inden for reformens økonomiske ramme. Det betyder, at trods justeringer, skal universiteterne fortsat bidrage med 935 mio. kr. til de offentlige finanser i 2020. Enten ved et øget arbejdsudbud, svarende til, at de studerende bliver 4,3 måneder hurtigere færdige. Eller ved, at sektoren afleverer 935 mio. kr. af sine uddannelsesmidler, svarende til den manglende arbejdsudbudseffekt.

De 935 mio. kr. er fremkommet efter autoritativ finansministeriel udregning. Men når præmissen er, at justeringerne skal holdes inden for reformens økonomiske ramme, så er det ikke ligegyldigt hvilke forudsætninger, der er lagt til grund for reformens økonomiske ramme. Desværre må vi konstatere, at virkeligheden er blevet forsimplet i en sådan grad, at den ikke genkendes.

Problemet er, at man alene antager, at fremdriftsreformen vil får de studerende til at blive hurtigere færdige med deres studier. Andre relevante antagelser som fx, at reformens akkumulerede ECTS-krav vil medføre øget frafald er ikke medtaget. Ej heller den øgede ledighedsrisiko for dimittender pga. mindre praksiserfaring eller tabt skatteindtægt fra studerendes erhvervsarbejde. For slet ikke at tale om de stigende omkostninger til øget studieadministration.

Tag eksempelvis de studerendes erhvervsarbejde. Tal fra § 20 svar fra uddannelsesministeren viser, at de studerende har en erhvervsindkomst på 7,8 mia.kr., hvilket giver staten en skatteindtægt på 3,7 mia.kr. Hvis de studerende arbejder mindre, eksempelvis ved at deres arbejdstid falder fra 20 til 15 timer, vil det betyde et tab i skatteindtægter for staten på 925 mio.kr. Eller nærmest præcis det samme, som man mener, man vinder ved fremdriftsreformen. Det er altså ikke ligegyldige detaljer man har valgt at se bort fra i Finansministeriet.

Nogle studerende vil måske ligefrem kvitte deres erhvervsarbejde for at leve op til ECTS-kravet. Men en sådan strategi kan betyde længere ledighedsperiode som dimittend, da studierelevant arbejde, ifølge undersøgelser, ofte er den nyuddannedes adgangsbillet til en akademisk ansættelse.

Fremdriftsreformen har ligeledes vist sin negative effekt på tilgangen af nye iværksættere fra universiteterne. Fx viser tal fra Copenhagen School for Entrepreneurship (CSE), der er en del af CBS, at antallet af CBS-studerende, der har tilmeldt sig universitetets iværksætterforløb i år er blevet halveret i forhold til sidste år fra 276 studerende til 132 studerende.

Igen er det afgørende, hvilken regnemetode der lægges til grund når man skal vurdere, hvorvidt der kan gives en større grad af fleksibilitet til studerendes iværksætteri. For en øget brug af fx orlov til iværksætteri vil rigtig nok påvirke den gennemsnitlige studietid, og det vil i fremdriftsreformens logik koste samfundet i mindre arbejdsudbud og dermed tabte skatteindtægter. Men igen er problemet med den finansministerielle logik, at vi jo godt ved, at tilgangen af højtuddannede iværksættere er afgørende for samfundets fremtidige vækst og velstand.

Det er håbløst, hvis vi som samfund accepterer, at rigtige uddannelsespenge veksles til finansministerielle regneark-penge. Lad os håbe, at forligspartierne når til enighed om justeringer, der kan reetablere nødvendig fleksibilitet på universitetsuddannelserne, og på ordentlig vis, så regningen ikke blot sendes videre til universiteterne.

[X]