Politik

AC bifalder genindførelsen af gruppeprøver

AC har fra start været stærk kritiker af den tidligere regerings beslutning om at afskaffe gruppeprøver. Derfor er det glædeligt, at gruppeprøver nu genindføres.

Det er væsentligt, at uddannelsesinstitutionerne råder over en bred vifte af eksamensformer, der kan understøtte fagenes forskellige formål og læringsforløb. Og netop derfor, at beslutningen om valg af prøveform træffes dér, hvor uddannelserne udvikles og gennemføres. Kun på den måde kan prøveformen fastsættes og tilrettelægges ud fra faglige hensyn.

Det er AC's vurdering, at der med bekendtgørelsesudkastene for alle de videregående uddannelser, er fundet en fornuftig model, hvor det lægges ud til institutionerne selv at fastsætte rammerne for gruppeprøver i studieordningerne. Det er fornuftigt, at denne metodefrihed følges op med en evaluering af erfaringerne med, og brugen af, gruppeprøver efter tre år. Den valgte model for genindførelse af gruppeprøver er i AC's optik et skridt væk fra en meget  detailreguleret styring af uddannelserne og hen mod en større metodefrihed til uddannelsesinstitutionerne samtidig med, at der lægges op til en evaluering af erfaringerne ved gruppeprøver efter tre år. Det er vigtigt at en sådan tematisk evaluering får et læringsperspektiv til gensidig gavn og inspiration for arbejdet med den løbende kvalitetsudvikling af uddannelserne.

Vigtigt med fokus på højeste ambitionsniveau

Ministeriet benytter endvidere lejligheden til at harmonisere reglerne for omfanget af ekstern censur på alle videregående uddannelser. Det betyder, at omfanget af eksternt censur foreslås sat til 1/3 af uddannelsens samlede ECTS-point. AC kritiserer, at der med dette valg tages udgangspunkt i laveste fællesnævner og opfordrer derfor til i sit høringssvar, at en harmonisering af regler for de videregående uddannelser bør tage udgangspunkt i højeste ambitionsniveau. Konkret betyder dette i forhold til ekstern censur, at omfanget burde sættes til at udgøre halvdelen af uddannelsens ECTS.

Høring over udkast til bekendtgørelse om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) - genindførelse af gruppeprøver

[X]