Politik

Ny undervisningsportal skal styrke unges interesse for den danske model

Akademikerne og forlaget Columbus lancerer nu en undervisningsportal, som skal bidrage til at unge får mere viden om arbejdsmarkedet. Den nye portal henvender sig til elever og undervisere i gymnasieskolerne og alle andre, der ønsker viden om indretningen af det danske arbejdsmarked og livet på de danske arbejdspladser. Med initiativet ønsker Akademikerne, at der kommer mere fokus på den rolle arbejdsmarkedet og den danske arbejdsmarkedsmodel spiller i udviklingen af det danske samfund.

Hvem bestemmer din løn? Hvad er et godt arbejde? Hvordan er det danske arbejdsmarked indrettet, og hvilke udfordringer står Danmark overfor i de kommende år? Det er bare nogle af de spørgsmål, man kan få besvaret på den nye undervisningsportal, som netop er gået online.

Undervisningsportalen er et tilbud til alle nysgerrige sjæle med interesse for samfundet, men sigter særligt mod at vække interessen hos de unge på landets mange gymnasiale uddannelser. Derfor er portalen opbygget, så undervisere over hele landet nemt kan gå ind og hente inspiration til at bringe de vigtige samfundsfaglige emner og problemstillinger med ind i undervisningen. 

Den danske arbejdsmarkedsmodel spiller en helt central rolle i indretningen af det danske samfund. De tilbagevendende overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedet parter, og de aftaler, som de resulterer i, har stor betydning for den enkeltes arbejdsliv, og er i sidste ende med til at binde interesserne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere sammen. Det har historisk set været til gavn for alle. Historien om Den Danske Model er en succes, og det er de fagpolitiske udfordringer og tematikker, som ligger til grund herfor, undervisningsportalen har sat sig for at videreformidle med fokus på fakta, dilemmaer, problemer og historiske og samfundspolitiske perspektiver både for den enkelte og for Danmark som en aktiv del af en global verden.

Undervisningsportalen er blevet til gennem et samarbejde mellem Forlaget Columbus og Akademikerne, som er hovedorganisation for 25 faglige organisationer, der organiserer højtuddannede i Danmark. Forlaget Columbus er alene ansvarlig for portalens indhold.

Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, udtaler:

”Styrken ved det danske arbejdsmarked skyldes i høj grad vores meget velfungerende arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter finder sammen om fælles løsninger. Tillid er en grundkomponent i dette samarbejde – og vi har derfor også en særlig forpligtelse over for de unge til at videreformidle baggrunden for, vi har indrettet arbejdsmarkedet, som vi har. Samt at sætte fokus på de centrale temaer og udfordringer i en aktuel sammenhæng. Den ny undervisningsportal er et godt værktøj til det formål.”

Besøg undervisningsportalen på www.detdanskearbejdsmarked.dk

[X]