Politik

Åbningstale skal signalere ro på - svære temaer undgås

Vægtige temaer som manglende vækst, arbejdsløshed og dagpengesystem var nærmest fraværende i åbningstalen.

Statsministerens åbningstale havde vægten på de politikområder, hvor der er bedst chancer for at skabe enighed og brede forlig: Folkeskolen, udsatte børn og Danmarks internationale engagement blev adresseret konkret.

Men de svære temaer og reformer lurer i baggrunden, og problemerne går ikke væk, fordi statsministeren undlod at tale om dem: Den manglende vækst, arbejdsløsheden, dagpengesystemet og hurtigere færdiggørelse af uddannelserne står også på dagsordenen i denne folketingssamling. Disse store udfordringer var stort set fraværende i åbningstalen.

Det brændende spørgsmål om hjælpen til dem, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet efter nytår, blev stort set ikke berørt - det blev blot konstateret, at vi i Danmark har et stærkt fællesskab, hvor man får hjælp, hvis man mister sit arbejde. Kan de udfaldstruede eksempelvis have tillid til, at akutpakken løser problemet?

Arbejdsløsheden og frygten for at falde gennem sikkerhedsnettet i velfærdssystemet er lige nu det politiske tema, som optager befolkningen mest. Der bør komme flere konkrete initiativer fra regeringen, og for dem, der ikke finder job her og nu, må der findes nye løsninger.

Regeringens stærke prioritering af videregående uddannelse blev kun berørt flygtigt. Og selv om det er positivt, at statsministeren understreger, at der følger penge med de mange nye uddannelsespladser, så holdt hun samtidig alle muligheder åbne for reformer og stramninger særligt knyttet til, at de unge skal hurtigere i gang med og hurtigere igennem uddannelserne.

Indsatsen for virksomhederne, herunder stop for nye skatter, blev kort nævnt. Det er positivt, og det er de ekstra lånemuligheder til SMV'erne til nye anlæg og maskiner også. Men regeringen burde generelt sætte fokus på, hvor svært det er for SMV'erne at få lånegodkendelse i bankerne i en krisetid, så der også skabes andre adgangsveje til ny kapital.

Læs åbningstalen og lovprogrammet.

Mere information:
Formand Erik Jylling, tlf. 51 28 39 45
Afdelingschef Niels Lykke Jensen, tlf. 22 49 58 59

[X]