Politik

Startskud for finansiering af ny Innovationsfond

Med to aftaler om fordeling af forskningsmidler fra forskningsreserven har forligspartierne påbegyndt finansieringen til Danmarks Innovationsfond.

Der er afsat midler til en række såkaldte storskalasatsninger, der forventes at skulle bygge på tætte partnerskaber mellem relevante aktører. Akademikerne håber, at satsningerne inden for rammerne af den nye fond giver et styrket samarbejde mellem offentlige videninstitutioner og private virksomheder.

Der udmøntes alt i alt 257 mio. kr. til Danmarks Innovationsfond, som bl.a. får til opgave at understøtte fem store samfundspartnerskaber, herunder blå arbejdspladser via grønne løsninger, vandeffektiv industriel produktion og et såkaldt innovatorium til bygningsrenovering. De konkrete midler i aftalen afsættes dog til andre kun delvist overlappende temaer bl.a. fødevareforskning, herunder forskning i økologisk fødevareproduktion; sundhed, livskvalitet og klinisk forskning, herunder særligt forståelse af psykiske sygdomme, samt forskning i miljø, vand og husholdningsaffaldssortering. Der venter således en stor udfordring for den nye bestyrelse i Danmarks Innovationsfond, når kludetæppet skal samles til målrettede satsninger.

Flere kvindelige forskere - ja, men hvordan?

Med forskningsaftalerne er der også afsat flere penge af til Det Fri Forskningsråd, herunder til en målrettet satsning på en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark. Der afsættes 70 mio. kr. til det såkaldte YDUN-program, som alle forskere kan søge midler fra, men hvor en dispensation fra ligebehandlingsloven gør det muligt at prioritere kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere.

"Det er prisværdigt, at man med forskningsaftalen vil sætte fokus på, hvordan vi får flere kvinder på de øverste karrieretrin i forskningsmiljøerne. Jeg havde dog gerne set, at man i højere grad havde fokuseret på de generelle karrierevilkår for forskerne, da det ofte er der, skoen trykker. De yngre kvindelige forskere, som der faktisk er rigtig mange af, fravælger ofte den videre karriere som forsker bl.a. på grund af usikre ansættelsesforhold og pressede arbejdsvilkår", udtaler Ingrid Stage, formand for Akademikerne.

Styrket indsats i SMV'erne - men husk midler til værktøjerne

Der er også afsat 39 mio. kr. til styrkelse af Innovationsfondens indsats overfor SMV'erne. Midlerne skal bruges til innovationsprojekter med fokus på kompetenceopbygning og skal styrke privat forskning og innovation i både eksisterende og nye SMV'er.

Akademikerne finder det positivt med aftalens fokus på kompetenceopbygning i SMV'erne, men netop i det lys er der behov for at fastholde finansieringen til både videnpilotordningen og Akademikerkampagnen, idet disse ordninger netop har fokus på at øge antallet af højtuddannede i SMV'erne. Til videnpilotordningen er der i 2014 kun afsat 45 mio. kr. mod 53 mio. kr. i 2013. Akademikerkampagnen mangler pt. helt finansiering i 2014, og Akademikerne skal stærkt opfordre til, at der findes 10 mio. kr. til at videreføre ordningen i 2014-2015, idet kampagnen er et meget effektivt værktøj til at matche iderige ledige dimittender og innovationsparate SMV'er.

For yderligere kommentarer:
Ingrid Stage, formand for Akademikerne, tlf. 51 21 23 51, is@ac.dk
Karen Skytte, chefkonsulent, tlf. 22 49 58 65, ks@ac.dk

[X]