Politik

Den bedste reform er højere bevillingsprocent og mere tværfaglighed

DEBAT: Drop fusion af Det Frie Forskningsråd og Grundforskningsfonden og sæt fokus på de største trusler mod rådets succes: Den lave bevillingsprocent og den svage tværfaglighed. Det skriver Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, i et debatindlæg bragt i Altinget den 6. november 2014.

Der er ingen grund til at sammenlægge Det Frie Forskningsråd (DFF) med Grundforskningsfonden. Vi bør i stedet koncentrere os om et par af de største trusler mod rådets fortsatte positive indsats: Den lave bevillingsprocent og den svage tværfaglighed.

Den internationale evaluering af DFF har givet rådet en meget positiv vurdering med støtte til fortsat selvstændighed og afvisning af en sammenlægning med Danmarks Grundforskningsfond. Det er en styrke for rådet, at evalueringen viser så stor opbakning til rådets arbejde fra forskersamfundet.  Til gengæld er der i udpræget grad tale om et peer-review, hvor kun meget få aftagere uden for universitetsverdenen er blevet spurgt. Og det kan blive en svaghed, når politikerne går i clinch om rådets fremtid: Venstre ønsker en større reform, mens ministeren ikke har aktuelle planer i den retning.

Drop sammenlægningen I Akademikerne ønsker vi ikke en større reform med fx sammenlægning af DFF og Grundforskningsfonden. De to forskningsfinancierende organer har meget forskellige opgaver, og vi finder det vigtigt, at DFF eksisterer som en selvstændig kilde til finansiering af forskernes egne projekter – særligt de projekter, som har svært ved at komme i betragtning andre steder.

På universiteterne må der nødvendigvis være en prioritering af forskningen ud fra de strategier, som er lagt, men et forskningsprojekt kan sagtens være excellent, selv om det falder uden for strategien. Derfor har vi brug for DFF til at bedømme og vælge at støtte forskningsprojekter udelukkende ud fra graden af excellence. Vi kan dermed sikre, at oplagte forskningstalenter altid kan komme i spil.

Frem for at politikerne kaster sig ud i et større reformarbejde, så skal de hellere koncentrere sig om at afværge to af de væsentligste trusler mod DFF’s muligheder for at udføre sine opgaver på tilfredsstillende vis: Den lave bevillingsprocent og den svage evne til at arbejde på tværs og indfange nye forskningsområder. Disse trusler er stærke, fordi de risikerer at undergrave rådets succes og legitimitet indefra.

For lav bevillingsprocent Ifølge rådets formand bliver andelen af ansøgere, der får tilsagn, i år på 11 pct., og det er noget lavere end de ca. 25. pct., som formanden for evalueringspanelet nævner som international standard. En meget lav bevillingsprocent betyder, at rådet må afvise selv rigtig gode ansøgninger, og at forskerne derfor har svært ved at se forskellen på de projekter, som får hhv. afslag og tilsagn. Det skader legitimiteten og betyder, at selv åbenlyst gode ansøgninger ikke opnår bevilling.

Samtidig skader det forskningssystemet som helhed, at rigtig mange dygtige forskere bruger rigtig meget tid på at skrive ansøgninger forgæves. Problemet kan løses ved større bevillinger, som evalueringen anbefaler, men vi må også se på andre muligheder. Måske bør rådet bruge et prækvalificeringssystem, så ikke alle behøver at udarbejde detaljerede ansøgninger. 

Derudover må rådet blive bedre til at arbejde med de ansøgninger, som går på tværs af hovedområder – og ansøgninger på helt nye forskningsfelter. Opdelingen i fem råd, der følger de videnskabelige hovedområder, er garanti for høj faglighed, men svækker tværfagligheden. Rådet har foreløbig oprettet en særlig enhed til at tage sig af tværgående ansøgninger, men der må fokus på det i alle de faglige råd, så DFF kommer i front i forhold til at fremelske nye og tværgående forskningsfelter.

Så mit budskab til politikerne er: Drop den store reform, giv Det Frie Forskningsråd arbejdsro på de store linjer, men tag sammen med rådet fat på at afværge de indefra kommende trusler, der kan lægge hindringer i vejen for, at rådet fortsat leverer konstruktive resultater.

[X]