Politik

Afsæt 1,5 pct. af BNP til offentlig forskning i 2020

I et nyt fælles udspil sætter Dansk Industri, Danske Universiteter og AC fokus på behovet for at øge forskningsinvesteringerne.

Det må ikke blive en sovepude, at Danmark har nået Barcelonamålet med forsknings-investeringer på 3 pct. af BNP. I et nyt fælles udspil anbefaler de tre organisationer, at de offentlige forskningsinvesteringer øges til mindst 1,5 pct. af BNP i 2020. 

I folderen "Danmark i regionernes videnkapløb" illustrerer de tre organisationer den udfordring, som Danmark står overfor: Det er et flot resultat, at Dannmark har nået Barcelona-målsætningen og nu investerer mere end 3 pct. af BNP i forskning. Men de stærkeste og mest velstående videnregioner i Asien, Nordamerika og Europa, som vi konkurrerer med, satser betydeligt mere på forskning og udvikling og investerer rask væk 4-5 pct. af BNP.

Umiddelbart kan det se ud som om Danmark ligger godt placeret mht. forsknings-investeringer, hvis man bare sammenligner gennemsnit for nationerne i Europa. Men Danmark er et lille land og fylder ikke mere end en enkelt region i store nationer som Tyskland, USA og Kina, og sammenligner man med de mest velstående regioner, så er Danmark ikke højt placeret. Eksempelvis investerer Baden-Württemberg 4,5 pct. af BNP i forskning og udvikling og Beijing tilsvarende 5,5 pct.

Det fælles udspil er sendt til uddannelsesminister Morten Østergaard, Erhvervs- og Vækstminister Annette Vilhelmsen og Finansminister Bjarne Corydon - og til alle med-lemmer af Finansudvalget, Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse samt Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

I henvendelsen til politikerne understreger Dansk Industri, Danske Universiteter og AC i fællesskab, at vi i et lille land som Danmark må gøre en særlig indsats, hvis vi vil være blandt de stærkeste og mest velstående regioner. Derfor anbefaler de tre organisationer i fællesskab, at de offentlige forskningsinvesteringer langsomt, men sikkert øges år for år, så de senest i 2020 udgør mindst 1,5 pct. af BNP.

Læs mere:
Danmark i regionernes videnkapløb

Følgebrev til Erhvervs- og Vækstministeren, Uddannelsesministeren og Finansministeren

Mere information:
Chefkonsulent Karen Skytte, tlf. 22 49 58 65

[X]