Politik

Samtalecirkus spænder ben for ledige kommer i arbejde

Debatindlæg af Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, bragt i Politiken 5. februar 2015 .

De ledige skal ikke tale med flere jobkonsulenter i kommunerne, hvis de skal i arbejde. De skal ud og tale med virksomhederne.

I disse uger tikker der besked ind til alle ledige i landet om, at de nu skal til langt flere tvungne samtaler i deres kommunale jobcenter end tidligere. Det er konsekvenserne af regeringens stort anlagte beskæftigelsesreform, som er trådt i kraft den 1. januar i år. I stedet for at have skabt et hjælpemiddel til at få flere i arbejde, får vi i stedet et samtalecirkus.

Det er ikke i orden. Som ledig kommer man ikke hurtigere i job ved at gøre sine hoser grønne over for en jobkonsulent. Her er det mulighederne for at vise sit værd over for arbejdsgiverne, der tæller.

Jobbene hænger ikke på træerne i virksomhederne. Slet ikke dem til nyuddannede akademikere. De har behov for at komme ud og i dialog med virksomhederne og høre, hvad der skal til for, at man som akademiker blive interessant som ny medarbejder. Så kan det til gengæld også lade sig gøre at skabe job.

Kommunerne spiller en vigtig rolle i dette arbejde. Men det kræver, at de får mulighed for at investere fuldt ud i at styrke deres kontakt og samarbejde med virksomhederne. Beskæftigelsesreformen betyder, at kommunerne hvert år skal holde 400.000 ekstra samtaler med de ledige. Det er tid, der kan bruges langt bedre ude hos virksomheder.

Det viser erfaringerne fra netværks-samarbejdet Akademikerkampagnen, som i disse år løser opgaven med at få flere i job med succes. Gennem en direkte kontakt til virksomheder over hele landet er det lykkedes at åbne 1.000 nye jobs til ledige akademikere. 

Styrken i Akademikerkampagnens arbejde er et fokus på virksomhederne og et fokus på at skabe nye mødepladser for de ledige og virksomhederne.

De ledige og virksomhederne har brug for hjælp til at finde hinanden. Mange mindre virksomheder har ikke tradition for at tænke akademikere ind i udviklingen. De skal have inspiration til, hvordan man bedst skaber innovation og udvikling gennem højtuddannet arbejdskraft.

Andre gange skal virksomhederne møde de ledige til et konkret og uformelt møde. For virksomhedslederne giver det stor værdi at kunne tale konkret om de udfordringer og arbejdsopgaver, de står med. Det giver samtidig de ledige mulighed for at nytænke deres kompetencer i forhold til virksomhedernes virkelighed – og dermed bedre mulighed for, at de to parter mødes om et job.

Lige nu er vi en situation, hvor alt for mange nyuddannede akademikere kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet. Samtidig er der flere tusind mindre virksomheder rundt om i landet, der kan få stor gavn af at ansætte en akademiker. Vi mener ikke, at de ledige har brug for flere samtaler med jobkonsulenter – det er ude i virksomhederne, at jobbene skabes.

[X]