Politik

Regeringen anvender fortidens beskæftigelsesværktøj til fremtidens vækstudfordring - og taber 300 mio. kr. årligt

Debatindlæg af Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, bragt i JP fredag den 16. januar 2015.

Hver morgen vågner tusinde af nyuddannede akademikere med udsigt til endnu en dags forgæves jobjagt, fordi regeringen ikke tager dette problem seriøst. Det koster statskassen 300 mio.kr. årligt, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Vi har i Danmark en masse små og mellemstore virksomheder, som konstant går nye veje for at skabe vækst, men er usikre på, hvordan de udnytter fordelene ved at satse på mere højtuddannet arbejdskraft. Det er her regeringen fejler ved ikke at sætte ind.

Det koster os alle sammen dyrt. Nye tal fra AE viser, at den høje ledighed blandt nyuddannede akademikere koster statskassen ikke mindre end 300 mio. kr. årligt i manglede indtægter og udgifter til dagpenge o. lign. Nu må regeringen tage ansvar og få bygget den bro, der mangler, for at de nyuddannede akademikere og virksomhederne kan finde sammen.

Akademikerne foreslår derfor en løsning, som styrker virksomhedernes lyst til at gøre brug af flere højtuddannede: En ny vækstpilotordning. En vækstpilotordning betyder, at virksomheder ved at ansætte en akademiker kan få tilskud til 50 pct. af lønnen i en periode på op til et år.

Vi kan ikke være andet bekendt. Ledigheden blandt de nyuddannede forsvinder ikke af sig selv. Hvert år uddannes der flere og flere fra universiteterne. Det er den rette investering i fremtiden, men kun hvis de også kommer i job. Desværre er antallet af nyuddannede, der er gået direkte ud i en lang periode med ledighed, tredoblet på de seneste 6 år.

Vi står derfor i en situation, hvor rigtig mange nyuddannede akademikere kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Men der er også flere tusinde mindre virksomheder, der kan få stor gavn af at ansætte en akademiker. Det skyldes, at en højtuddannet ofte kan hjælpe virksomheden med at geare forretningen, så den bedre kan klare sig i den globale konkurrence.

Men de nyuddannede akademikere og de mindre virksomheder har brug for hjælp til at finde hinanden. De fleste mindre virksomheder har ikke tradition for at tænke akademikere ind i udviklingen. Vi ved dog, at eksistensen af den helt rigtige økonomiske støtteordning spiller en afgørende rolle for virksomhedernes motivation til at ansætte en nyuddannet.

Det er i de mindre virksomheder, at vi skal have udviklingen til at ske og jobbene til at vokse frem, hvis vi for alvor skal have bekæmpet ledigheden for de nyuddannede fra universiteterne. En ny vækstpilotordning for 1.000 virksomheder vil koste statskassen ca. 100 mio. kr. årligt. Det må siges at være en god investering for at stoppe de tab, vi nu oplever.

Det er ikke det Danmark, jeg kender at lade de ledige og virksomhederne i stikken.

[X]