Politik

Over 10.000 flere akademikere i job

Efterspørgslen på akademiske kompetencer fortsætter med at vokse. Det fastslår tallene fra Akademikernes nye ledighedsstatistik, som viser, at beskæftigelsen blandt akademikere det seneste år er steget med mere end 10.000 personer. Samtidig er den generelle ledighed faldet og ligger nu på 4,7 pct. Opgørelsen dækker tre-fjerdedele af det akademiske arbejdsmarked.

”Virksomhederne fortsætter med at ansatte akademikere for at få mest mulig ud det økonomiske opsving. Dansk økonomi kører for fuld damp, og derfor vokser andelen af akademikere på arbejdsmarkedet hurtigt. Det er godt for hele arbejdsmarkedet, når virksomhederne ansætter højtspecialiseret arbejdskraft til at styrke og fremtidssikre forretningen nationalt og på de globale markeder”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Samme positive udvikling i beskæftigelsen går igen i forhold til de nyuddannede. I alt er 480 flere nyuddannede kommet i job sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Denne tendens giver samtidig et knæk i ledighedskurven på 0,4 procentpoint for de nyuddannede.

”Jeg er glad for, at virksomhederne giver job til flere nyuddannede akademikere end nogensinde før. Vi kan se, at virksomhederne har brug for de nyuddannedes viden og kompetencer – også de steder, hvor der er mindre erfaring med at inddrage akademiske kompetencer. Jeg forventer, at de gunstige forhold på det akademiske arbejdsmarked fortsætter", siger Lars Qvistgaard.

Se Akademikernes ledighedsstatistik Oktober 2018

[X]