Politik

Ny politisk aftale om beskæftigelsesindsatsen

Regeringen har som led i finanslovsforhandlingerne d. 10. november indgået aftale med Danske Folkeparti og Liberal Alliance om et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem. Omlægningen skal være fuldt implementeret 1. august 2009.

AC har d.d. været til møde med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sammen med det øvrige Beskæftigelsesråd , hvor aftalens detaljer blev drøftet. På mødet understregede ministeren, at der var truffet enpolitiskbeslutning, og han vedkendte, at beslutningen ikke var truffet på et underbygget analysegrundlag qua at den netop igangsatte evaluering af strukturreformen først ligger færdig i 2010.
 
Aftalen i korte træk
Aftalen har følgende hovedpunkter:
  • Som i dag et statsligt niveau med en central myndighed og fire regionale enheder, som varetager overvågning og styring af det lokale niveau.
  • Et lokalt niveau med kommunale jobcentre, hvor borgere og virksomheder med behov for hjælp kan henvende sig.
  • Kommunerne overtager udgifterne til dagpenge, aktiveringsydelse og til aktivering af forsikrede ledige.
  • De ledige bevarer deres nuværende rettigheder og pligter.
  • Arbejdsmarkedets parter inddrages som hidtil i beskæftigelsesindsatsen via Beskæftigelsesrådet, de regionale og lokale beskæftigelsesråd.
  • A-kasserne bevarer deres nuværende opgaver, dvs. afholdelse af CV-samtaler for forsikrede ledige, udbetalingen af dagpenge samt rådighedsvurderingen af forsikrede ledige mv.
Aftalens mulige negative effekter
AC vurderer, at der er række indbyggede risici i denne aftale, hvilket er en naturlig konsekvens af, at regeringen ikke har villet vente på, at der blevet etableret et fornuftigt beslutningsgrundlag, men i stedet har kastet sig ud i hovsabeslutninger om ændringer i styringsreformer på baggrund af mavefornemmelser i en sen nattetime i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
  • Kan kommunerne overhovedet løfte opgaven?
    Effekt- og procesmålingerne i jobindsats.dk viser, at de 14 pilotcentre, hvor kommunerne på forsøgsbasis har haft hele indsatsen de seneste ca. 1,5 år, ikke har performet bedre end jobcentrene med to-strenget indsats. Der er således ingen indicier fra det nuværende system om, at kommunerne vil være bedre i stand til at løfte beskæftigelsesindsatsen for de forsikrede. Dette skyldes ikke mindst de store forskelle der er på de to målgrupper (hhv. forsikrede og ikke-forsikrede ledige).
  • Vil Beskæftigelsesindsatsen kun gå til kommunegrænsen?
    Med atomiseringen af beskæftigelsesindsatsen bliver det endnu sværere at tro på mulighederne for en sammenhængende regional og landsdækkende indsats. De kommunale centre har for det første simpelthen ikke den viden, der er nødvendig i forhold til udviklingen på de enkelte delarbejdsmarkeder, som ofte rækker langt ud over kommunegrænsen. En styrket rolle til de fire beskæftigelsesregioner kan muligvis hjælpe kommunerne til at blive klædt bedre på, men naturlig kassetænkning hos kommunerne vil medføre, at kommunerne ikke kaster sig ud i jobformidlinger, som vil betyde tab af skatteborgere til en andre del af landet, selv om det ud fra en samlet arbejdsmarkedspolitisk vurdering vil være en positiv gevinst for hele samfundet. Dette manglende udsyn er særligt bekymrende på akademikerområdet, hvor de akademikertunge kommuner omkring i og omkring universitetsbyerne fremover ikke vil have incitamenter til at bidrage til at de ledige akademikere bliver matchet med ledige job, som matcher deres kvalifikationer i andre dele af landet.
  • Genetablering af aktiveringsfabrikken?
    Hovedprincipperne i den nuværende kommunale finansiering på kontanthjælpsområdet overføres til også at gælde forsikrede ledige, således at kommunen får 65% refunderet af staten, når en person er i aktivering, og 35% refunderet når vedkommende er i passiv forsørgelse. Hermed tager man et refusionssystem, hvis hovedformål er at give et kraftigt økonomisk incitament til permanent aktivering, og overfører det på de forsikrede ledige. Da denne refusionsnøgle træder i kraft få uger efter den enkelte bliver ledig, øges altså risikoen for, at forsikrede ledige, som ellers "kun" har behov for kvalificeret hjælp-til-selvhjælp, bliver mødt med aktiveringskrav meget tidligt i ledighedsforløbet/efter endt uddannelse og måske fastholdes i aktivering over en for lang periode. Refusionsnøglen giver med andre ord incitament til aktivering og tidlig indsats men ikke til kvalitet i aktiveringen.
  • Mulige spill-over effekter på andre velfærdsområder?
    Da beskæftigelsesindsatsen nu bliver fuldt integreret i den kommunale økonomi, kan det ikke afvises, at der lokalt kan ske velfærdsforringelser, hvis beskæftigelsesindsatsen ikke er effektiv nok. Dette lægger på den ene side et pres på de lokale politikere til at være resultatsøgende i beskæftigelsesindsatsen, men kan også vise sig at medføre velfærdsforringelser, hvis nogle kommuner ganske enkelt ikke kan magte den fulde beskæftigelsesopgave. Samtidig bliver beskæftigelsespolitikken nu endnu et element i det evige slagsmål mellem kommunerne og regeringen om de kommunale budgetter.
  • Svækkelse af den demokratiske styring af beskæftigelsesindsatsen.  
    Med den nye reform vil det overordnede politiske ansvar for beskæftigelsespolitikken blive vanskeligere at placere. Dette var bl.a. afgørende for, at man i Tyskland ikke valgte en fuldt ud kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen.
Konsekvenser på akademikerområdet
På akademikerområdet skal man hæfte sig ved, at staten stadig kan gennemføre rammeudbud, der er målrettet de områder, hvor kommunerne fortsat har store udfordringer. Aftaleteksten fremhæver således, at "eksempelvis skal det nuværende obligatoriske rammeudbud for indsatsen over ledige akademikere kunne videreføres".
 
Det betyder, at indsatsen for ledige akademikere med mere end hhv. 4 og 7 måneders ledighed stadig er sikret et særligt akademikerspor uden for den kommunale indsats - i hvert fald på kort sigt. Allerede på mellemlang sigt, når der skal laves nye udbud, kan kommunerne m.fl. dog komme til at lægge et betydeligt pres på for at undgå denne slags bindinger på indsatsen. Der ligger således en betydelige opgave for AC mht. at fremtidssikre det særlige akademikerspor i de kommende år.
 
En videreførelse af Akademikersporet med LVU-udbudet vil dog ikke afskærme nyledige og dimittender for den ændring i indsatsen, som de kan risikere at møde i det nye enstrengede system før de overgår til Anden Aktør. Erfaringerne fra pilotcentrene i dag - som vel og mærket slet ikke har opereret under den nye refusionsnøgle - har ikke været gode for de akademiske målgrupper. I disse centre har man mere været fokuseret på at true med ufaglærte aktiveringsjobs end at give en kvalificeret tidlig indsats, som afsæt til hurtigt at finde et akademikerjob. Der er gode grunde til at tro, at vi vil se samme billede - måske endda skærpet - under det nye system, hvor kommunerne selv kommer til at bære finansieringen af såvel indsats som forsørgelse.
 
Set i det lys, kan der være behov for at justere et kommende nyt LVU-udbud, således at man overgår til anden aktør tidligere end i dag. En anden mulighed er at håbe på, at beskæftigelsesregionerne iværksætter kvalificerede hurtig-i gang-udbud, hvor akademikere kan få en målrettet vejlednings- og aktiveringsindsats tidligt i ledighedsforløbet.
 
Sammenfattende kan det konstateres, at regeringen har ønsket at indføre et nyt enstreget system uden involvering af arbejdsmarkedets parter i tilblivelsesprocessen og uden at vente på sagkundskabens vurdering af det nuværende system. Det er et stærkt bidrag fra Regeringen til en svækkelse af den i udlandet lovpriste danske model på arbejdsmarkedet.
 
[X]