Politik

Akademikerne: Vi kan punktere dimittendkrisen med en ny vækstpilotordning

DEBAT: De rette støtteordninger skaber nye jobs til højtuddannede. Lad os bruge de værktøjer, vi ved virker, og hjælpe virksomhederne til at få mere fokus på værdien af højtuddannet arbejdskraft. Det skriver Finn R. Larsen, formand for Akademikerne i et indlæg bragt i Altinget torsdag den 19. marts 2015.

Den høje ledighed blandt nyuddannede fra universiteterne kaster en mørk skygge over dansk politik. Ofte falder søgelyset på universiteterne: ”Universiteterne uddanner til arbejdsløshed”, ”Universiteterne optager for mange kandidater”.

Som svar herpå har regeringen fremlagt en plan for dimensionering af optaget på universiteterne, som træder i kraft fra sommeren 2016. Om dimensionering på universiteterne er i stand til at løse dimittendkrisen er et åbent spørgsmål. Til gengæld ved vi, at effekten af planen først indtræffer om 3-5 år, og det kan vi ikke vente på.

Løsningen på dimittendkrisen ligger ikke nødvendigvis i en ny uddannelsespolitik. Det er muligt at kigge andre steder hen for at sikre jobs til de mange dimittender. Løsningen ligger faktisk lige til højrebenet. Den ligger i de tusinder af mindre virksomheder i Danmark.

Skal vi for alvor gøre noget ved dimittendkrisen, anviser Akademikerkampagnen os en akut vej til at nå målet. Akademikerkampagnen har de seneste år åbnet dørene til mindre virksomheder for tusinde af højtuddannede. Vi ved, at der er et jobpotentiale på op mod 40.000 nye job for højtuddannede i små og mellemstore virksomheder.  Og vi kender allerede værktøjerne, der kan hjælpe med at indløse potentialet.

Styrken i Akademikerkampagnen er et fokus på brobygning og markedsføring af de nyuddannedes kompetencer med afsæt i virksomhedernes udviklingsbehov. Igennem opsøgende kontakt og dialog bliver virksomhedens behov knyttet til den potentielle værdi af en ny højtuddannet medarbejder. 

Akademikerkampagnens succes med at matche virksomheder og ledige hviler i høj grad på, at de rette støtteordninger er tilgængelige for virksomhederne. De fleste mindre virksomheder har ikke erfaring med at ansætte akademikere. Mange af dem har derfor brug for et konkret økonomisk incitament, som kan hjælpe dem det sidste stykke på vej med at træffe beslutningen om at afprøve en nyuddannet. Erfaringerne fra Akademikerkampagnen er, at ca. 40 pct. af ansættelserne er startet op med offentlig støtte fra fx den daværende Videnpilotordning.

De rette støtteordninger skaber job

Akademikerne foreslår på den baggrund, at politikerne tager initiativ til at skalere Akademikerkampagnens succes op, så den får et endnu større omfang. De gode erfaringer fra Akademikerkampagnen viser, at et sådan initiativ årligt vil skabe ca. 3.000 nye jobs til højtuddannede.

Konkret foreslår Akademikerne, at der oprettes en særlig konsulentgruppe, som lokalt opsøger mindre virksomheder for at afdække deres vækstpotentiale og udforme en målrettet udviklingsplan. Ved siden af dette lanceres en vækstpilotordning, som skal styrke virksomhedernes lyst til at gøre brug af højtuddannede. En ny vækstpilotordning betyder, at virksomheder ved at ansætte en akademiker kan få tilskud til 50 pct. af lønnen i en periode på op til 9 måneder.

I de kommende år bliver der brug for mange flere nye jobs til nyuddannede fra universiteterne. Fremover skal der årligt skabes 10.000 ekstra jobs til akademikere, fordi universiteterne optager stadig flere studerende, og de ældre går senere på pension.

De ledige akademikere og de mindre virksomheder finder ikke hinanden af sig selv. Men virksomhederne skal også blive bedre til at søge bredt ud, når de er på jagt efter medarbejdere, der kan hjælpe dem med at styrke forretningen. I Akademikerkampagnen ser vi ofte, hvordan virksomheder får opfyldt deres behov for arbejdskraft gennem et såkaldt utraditionelt match. Et utraditionelt match betyder, at man som virksomhed skeler mere til de arbejdsopgaver, der konkret skal løses, end til kandidatens uddannelsesmæssige profil.

De rette værktøjer vil skabe resultater

De mindre virksomheder i Danmark er nøglen til løse vores ledighedsproblemer. Og akademikerne er nøglen til at løse en række virksomheders vækstproblemer. Lad os bruge de værktøjer, vi ved, der virker og hjælpe virksomhederne til at få mere fokus på værdien af højtuddannet arbejdskraft. Så kan vi ved en fælles indsats få trængt de mørke skygger på den politiske himmel tilbage.

[X]