Politik

ACtuelt: Positive perspektiver i nyt ministerhold

Den nye regering tegner positive fremtidsperspektiver på centrale AC-politikfelter som beskæftigelse og videregående uddannelse. Videnskabsministeriet udvides til også at blive et stærkt uddannelsesministerium for alle de videregående uddannelser med Morten Østergaard i spidsen, og Beskæftigelsesministeriet skal overraskende ledes – forhåbentlig i en ny retning - af Mette Frederiksen.

Samling af de videregående uddannelser
Med et nyt og styrket Ministerium for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse bliver det en af Morten Østergaards vigtigste opgaver at få skabt en tydelig sammenhæng og fleksibilitet i det videregående uddannelsessystem. Dette vurderes som en afgørende forudsætning for at få løftet det samlede måltal for andelen af en ungdomsårgang, der skal have en videregående uddannelse.
 
Den nye regering sender med den nye ressortfordeling et meget klart signal om en anderledes prioritering af uddannelserne. Hvorvidt de videregående uddannelser under Kulturministeriet ved samme lejlighed bliver flyttet med over, fremstår endnu uklart, men meget taler for at dette sker.
 
Beskæftigelsesministeriet med ny profil
Mette Frederiksens indtog i Beskæftigelsesministeriet kommer som lidt af en overraskelse, men hendes personlige profil, herunder hendes socialpolitiske engagement, gør udnævnelsen perspektivrig. Mette Frederiksen vil stå overfor en stor opgave med at reformere en beskæftigelsespolitik, hvor det individuelle skøn har trange kår efter indførelsen af en mængde statslige procesregulerende mekanismer og lovkrav. Mette Frederiksen overtager således et område med et hav af sager, hvor systemet er kommet før borgeren. Det bliver en hovedprioritering at få etableret en individuelt tilrettelagt beskæftigelsesindsats, som giver mening for både samfund og borger.
 
Et stærkt "økonomistyrings"-ministerium
Den nye regeringsdannelse genetablerer et selvstændigt Økonomiministerium, som det var kendt Nyrup-regeringen, og også denne gang besættes ministeriet af lederen af Det Radikale Venstre. Ministeriet kan bruges som encheck-and-balanceforanstaltning overfor Finansministeriet. Margrethe Vestager vil kunne anvende Økonomiministeriets analysekapacitet som støttepunkt for sin position i regeringen.
 
Med indlemmelsen af det indenrigspolitiske ressortområde bliver Vestagers ministerium dog også et de facto velfærdsministerium med ministeren centralt placeret i kommuneforhandlingerne. Margrethe Vestager vil formentlig bruge ministeriet til at udrulle den radikale mærkesag om en tillidsreform med færre kontrolkrav og bureaukratiske pålæg fra staten til kommunerne. Her bliver der i høj grad behov for samspil med bl.a. Beskæftigelsesministeriet, Socialministeriet, og Børne- og Undervisningsministeriet, hvis en tillidsreform skal blive til virkelighed.
 
Danmark har fået et vækstministerium
Ole Sohn kommer helt som forventet til at stå i spidsen for erhvervspolitikken, men nu også med officiel fokus på vækstpolitikken, og Erhvervs- og Vækstministeriet kan forventes at blive et centralt ministerium i regeringens arbejde for at øge vækst og produktivitet i Danmark i de kommende år. Ministeriet bliver noget mindre end det nuværende Økonomi- og Erhvervsministerium, idet både økonomi- og energiområdet samt boligområdet forventes flyttet til andre ministerier.
 
De endelige ressortændringer offentliggøres først samtidig med regeringsgrundlaget i eftermiddag kl. 16.30, så de ovennævnte ændringer skal opfattes som de forventede hovedtræk i den nye ressortfordeling.
[X]