Politik

AC's vurdering af Arbejdsmarkedskommissionens

AC’s vurdering af Arbejdsmarkedskommissionens diskussionsoplæg til 3-partsmødet den 7. maj 2009

Har vi stadig den samme dagsorden?
 
Siden Arbejdsmarkedskommissionen fik sit opdrag er der forløbet 1½ år, og vi står overfor en konjunktursituation, der fremtræder betydeligt mere usikker og kritisk. Spørgsmålet er derfor, om baggrundstæppet for Arbejdsmarkedskommissionen - de langsigtede reformbehov på arbejdsmarkedet - fortsat er fuldt dækkende i en situation med stigende ledighed og behov for fleksibel krisehåndtering.
 
AC anerkender fortsat behovet for at udvide arbejdsstyrken, øge beskæftigelsesniveauet for alle grupper samt ikke mindst forbedre arbejdsmarkedets funktionsevne. Vi er enige i, at den langsigtede sikring af et videreført velfærdssamfund kræver initiativer, der mindsker antallet af mennesker på længerevarende eller varig overførselsindkomst. Årene med en gunstig arbejdsmarkedssituation viste os jo, at selv stor arbejdskraftefterspørgsel ikke radikalt ændrede på mekanismerne i den centrifuge, som udstøder mennesker fra arbejdsmarkedet eller hindrer dem i overhovedet at få ordentligt fodfæste.
 
Derfor ja til at vi fortsat står med de strukturelle problemer, som Arbejdsmarkedskommissionen har fået til opgave at adressere. Men samtidig har krisen gjort perspektivet bredere og nødvendiggjort en langt skarpere politisk bedømmelse af, hvad der er den rigtige timing og dosering. Vi kender ikke krisens varighed og dybde. Det var også statsministerens grundsynspunkt fra Folketingets talerstol for 3 uger siden. Og vi i AC har heller ikke nogen krystalkugle, der er bedre end andres.
 
Arbejdsmarkedskommissionens grundpræmis for at indtænke krisen i de fremlagte reformforslag er vel den enkle, at man ikke - på grund af kortsigtede behov for at begrænse stigningen i ledigheden - må skabe blivende strukturændringer, som varigt binder den knappe arbejdsstyrke i bestemte sektorer eller i længerevarende uddannelse. I AC er vi vel enige i, at denne præmis har en betydelig fagøkonomisk logik. Men holder præmissen i enhver henseende og holder den, hvis krisen får karakter af et længerevarende økonomisk gråvejr, som ligner årene fra 1988 -1994. D.v.s. meget lav vækst i den udenlandske og indenlandske efterspørgsel og jævnt stigende ledighed, der til gengæld rammer særlig hårdt for bestemte lønmodtagergrupper, fx de unge der skal ind på arbejdsmarkedet.
 
I et sådant deprimerende scenarium er der behov for at lægge øget fokus på at hindre, at der skabes varige mén i den arbejdsstyrke, som vi igen får brug for at anvende i fuld udstrækning på et givet tidspunkt. Det betyder, at man bl.a. må se med mere kritiske briller på følgende områder:
 
·       Hvordan undgår vi at skabe et kompetencemæssigt proletariat blandt de unge nyuddannede, der er så uheldige at skulle på arbejdsmarkedet i de år, hvor efterspørgslen er begrænset. I AC kan vi stadig se ekkovirkningen fra de årgange, der kom ud fra uddannelsesinstitutionerne i 2002-2004.
 
·        Hvordan sikrer vi, at målet om et højere uddannelsesniveau for langt flere i en ungdomsårgang, bliver en realitet. Her er det ikke nok med friske bud om bachelorafstigning og krav om hurtigere gennemførselstider. Særligt de unge drenge og mænd har et uddannelsesefterslæb, som er bekymrende. De mange relativt vellønnede ufaglærte job har under højkonjunkturen holdt dem oppe, men nu kan vi se, at den eneste bæredygtige situation for dem er en ordentlig og gerne videregående uddannelse, som holder i et helt livsforløb.
 
·       Hvordan undgår vi, at presset på kommunernes aktiveringsindsats igen medfører tendenser til hvad nogle kalder "voksenpasningsordninger" eller rene aktiveringsfabrikker, som godt nok rører rundt i gryden af ledige, men ikke har noget reelt arbejdsmarkedsperspektiv for den enkelte.
 
·        Og hvordan kan vi under lavvækst undgå, at de store grupper, som fortsat vil komme i krise på jobbet som følge af stress, trivselsproblemer eller sygdom, bliver sat på et varigt beskæftigelsesmæssigt sidespor? Virksomhedernes sociale ansvar kommer givet under pres nu, også p.g.a. færre oplevede rekrutteringsvanskeligheder.
 
 
Vedrørende forslagene om udviklingsforløb og beskåret fleksjobordning
 
Arbejdsmarkedskommissionen ønsker med de fremlagte forslag om udviklingsforløb til delvis erstatning for førtidspension og en begrænset fleksjobordning at opnå, at personer med nedsat funktionsevne i langt højere grad kan komme tilbage i fuld eller delvis funktionsdygtighed.
 
AC deler kommissionens grundvurderinger. I dag parkeres for mange personer, der har mulighed for at komme tilbage på et bedre funktionsniveau, i varig førtidspension eller i fleksjobordninger, som godt kan ændres over tid, særligt når der gøres en proaktiv indsats fra kommunernes og virksomhedernes side.
 
Derfor er tanken om de såkaldte udviklingsforløb spændende, fordi det indebærer en ny platform for en mere langsigtet strategi for den enkelte persons tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Modellen er imidlertid ikke tilstrækkelig udfoldet til at kunne tage endeligt stilling til bæredygtighed, implementeringsmuligheder og spørgsmålet om et rimeligt ydelsesniveau.
 
Til gengæld laver Arbejdsmarkedskommissionen noget af en argumentationsmæssig kortslutning, når vi kommer til fleksjobordningen. Hvis målene fortsat er at udnytte den eksisterende arbejdsevne så godt som overhovedet mulig og samtidig sikre rammer for øget senere arbejdsindsats, giver det ikke mening reelt at afskaffe fleksjobordningen for lønmodtagergrupper på højt specialiseringsniveau.
 
Begrebsanvendelsen "stærke fleksjobansatte" er ren demagogi. De personer, som vi møder i AC-organisationerne, der har brug for og glæde af en fleksjobordning, er på ingen måde stærke eller udnyttere af en høj betalingsvilje fra deres arbejdsgivere. Det er f.eks. læger, arkitekter eller chefer, som kommer i en dyb personlig eller helbredsmæssig krise. Det er netop ved at man kan etablere ordninger, der både indebærer, at virksomheden kan få glæde af den funktionsevne, der er tilbage, og personerne undgår, at bunden går fuldstændig ud af deres privatøkonomi, at det i dag ofte lykkes at bevare en positiv tilknytning på områder, hvor virksomhederne og de offentlige institutioner skriger på arbejdskraft. Den model som foreslås af Arbejdsmarkedskommissionen vil for disse samfundsvigtige grupper betyde en tilbagevenden til tidligere tiders alt-eller-intet-situation.
 
 
Vedrørende forslagene m.h.t. tidligere færdiggørelse af uddannelse
 
Arbejdsmarkedskommissionen foreslår en incitamentsmodel, der belønner tidlig studiestart og hurtig studiegennemførelse, idet der lægges op til en differentieret SU-sats. Det understreges, at der ikke lægges op til beskæring af den samlede SU, idet overvejelserne går på, hvorledes man inden for de eksisterende rammer kan udforme et belønningssystem.  AC finder det dog noget uklart, hvorvidt Kommissionens forslag - på individplan - medfører en beskæring i SU for de studerende, der ikke performer som ønsket.
 
Uagtet Arbejdsmarkedskommissionens overvejelser, er tendensen allerede, at de unge starter stadig tidligere på en videregående uddannelse efter endt gymnasieeksamen. AC skal desuden minde om, at der blandt andet med Velfærdsforliget fra 2006 allerede er iværksat en række tiltag, der har til hensigt at få studerende hurtigere gennem deres uddannelse samt skabe incitament til hurtig studiestart. Tiltag såsom færdiggørelsesbonus på henholdsvis bachelordelen og kandidatdelen, obligatorisk tilmelding til eksamen, hurtig reeksamen og specialefrist på et halvt år. Endvidere kan uddannelsessøgende med en adgangsgivende eksamen, der er maksimum to år gammel, gange deres eksamensgennemsnit med en faktor 1,08. Med disse anførte tiltag, hvoraf nogen først er indført fra 2008, må vi antage, at den faktiske studietid vil blive yderligere nedbragt. Set i det lys skal AC anbefale, at man ser tiden an, inden man begynder med nye tiltag.
 
AC vil gerne understrege, at det er vigtigt at forstå, at den lige vej gennem uddannelsessystemet ikke alene handler om tidlige studiestart og hurtigere studiegennemførelse. Det handler i høj grad også om at få valgt rigtigt fra start. Forsinkelse i uddannelsessystemet p.g.a. frafald er et indsatsområde som vi finder kommissionen med fordel kunne have beskæftiget sig med.
 
Mens universitetsuddannelserne i en årrække har oplevet en særdeles markant studentertilvækst, har de to andre videregående uddannelsesområder under Undervisningsministeriet tilsvarende oplevet stagnation eller endda fald i studentertilvæksten. Det problematiske ved denne tendens, er, at man må forvente, at jo større andel, der søger ind på en universitetsuddannelse jo større diversitet i studenterbestanden i forhold til motivation og forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.
 
Derfor er det også relevant at se på frafaldet fra universitetsuddannelserne. Her viser tallene, at frafald fortsat er et stort problem og at halvdelen af de personer, der falder fra efterfølgende starter på en mellemlang professionsbacheloruddannelse, mens en tredjedel efterfølgende starter på en erhvervsakademiuddannelse eller erhvervsuddannelse.
 
AC skal derfor anbefale at Arbejdsmarkedskommissionen overvejer anbefalinger vedr. bedre optagelsessystemer og vejledning med henblik på at nedbringe den forsinkelse, der relaterer sig til frafald grundet forkert studievalg.
 
AC finder det samtidig oplagt, at man i bestræbelserne på at udvide arbejdsstyrken også ser nærmere på hvorledes man kan hæve uddannelsesniveauet i arbejdsstyrken. Vi foreslår, at Arbejdsmarkedskommissionen ser nærmere på, hvorledes man kan løfte 50 pct. målsætningen om at en ungdomsårgang får en videregående uddannelse, specifikt med hensyn til det store uddannelsespotentiale der er blandt unge drenge og mænd af dansk som etnisk herkomst. I dag får ca. 47 pct. af en ungdomsårgang en videregående uddannelse, men tallet dækker over 58 pct. for danske piger, 47 pct. for etniske piger, 39 pct. for danske drenge og 28 pct. for etniske drenge.
 
Der er givet flere forhold der gør sig gældende for denne store forskel mellem kønnene, men det springer i øjnene, at professionsbacheloruddannelserne overvejende er rettet mod den offentlige sektor og mod professioner, der særligt appellerer til kvinder. Også derfor bør der være mere fokus på at få udviklet erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, som appellerer til mandlige uddannelsessøgende, der orienterer sig mod jobs i det private erhvervsliv.
 
Den skæve udvikling i søgningen til de tre videregående uddannelsesområder bør derfor give anledning til nogle overordnede uddannelsesstrukturelle overvejelser om det samlede faglige og geografiske udbud af videregående uddannelser.
[X]