Politik

12.000 AC-jobs skabt det seneste år

Nye tal fra akademikernes ledighedsstatistik viser, at den akademiske arbejdsstyrke er steget med 12.700 fra april 2015 til april 2016. I samme periode er ledigheden for akademikere kun steget med godt 700, hvilket betyder, at 12.000 flere akademikere er i beskæftigelse nu end for et år siden.

”Det er en overordentlig positiv udvikling, ikke mindst i en periode, hvor den offentlige sektor bremser gevaldigt op og på nogle områder endda downsizer”, siger formanden for Akademikerne Lars Qvistgaard og fortsætter:

”Det må betyde, at akademikerne nu finder beskæftigelse i den private sektor i langt højere grad end tidligere – en tendens som også bekræftes af en stærk stigende interesse fra private virksomheder, som henvender sig til Akademikerkampagnen for at få hjælp til at rekruttere akademikere”

Tal fra akademikernes seneste opgørelse af det akademiske arbejdsmarked viser, at Danmark er under hastig udvikling til at blive en mere vidensbaseret økonomi. Siden 1996 er der blevet uddannet 100.000 ekstra akademikere og i samme periode er akademikernes ledighed halveret fra 8,7 pct. til 4,3 pct.

”Det er utrolig positivt og helt afgørende, at vi får løftet vidensniveauet i den private sektor. Ifølge Uddannelses- og Forksningsministeriet kan vi løfte BNP med 20 mia.kr, hvis vi løfter uddannelsesniveauet i den private sektor til at være på niveau med de EU lande, der har den mest veluddannede private sektor”, siger Lars Qvistgaard.

Læs Akademikernes sidste ledighedsstatistik

[X]