Politik

Kvalitetsløft i den offentlige sektor kræver mere fokus på ledernes psykiske arbejdsmiljø

En ny undersøgelse fra Akademikerne viser, at der er store gevinster i at øge fokus på lederes psykiske arbejdsmiljø. Men hver tredje leder i den offentlige sektor med en akademisk baggrund oplever, at der ikke er fokus på deres psykiske arbejdsmiljø.

God ledelse er afgørende for en veldreven offentlig sektor. Alligevel mangler der fokus på lederes psykiske arbejdsmiljø på de offentlige arbejdspladser. Kun 34 pct. af de offentlige ledere med en akademisk baggrund oplever, at der er fokus på deres psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, viser en ny undersøgelse fra Akademikerne.

Større fokus = højere kvalitet
Et manglende fokus på ledernes psykisk arbejdsmiljø går ud over muligheden for at udøve god ledelse - og dermed i sidste ende også kvaliteten i den service, der ydes over for borgerne.

Undersøgelsen viser, at jo mere lederne oplever et fokus på deres psykiske arbejdsmiljø, des højere vurderer de muligheden for, at de kan løse deres arbejdsopgaver med en forsvarlig faglig kvalitet.

88 pct. af de offentlige ledere, der i høj eller meget høj grad oplever et fokus på deres psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, svarer, at de i meget høj eller høj grad kan løse arbejdsopgaverne med en forsvarlig faglig kvalitet. Det tal falder til 65 pct. hos de offentlige ledere, der i lav grad, meget lav grad eller slet ikke oplever, at der er fokus på deres psykiske arbejdsmiljø.

”Gode ledere er afgørende for kvaliteten i den offentlige sektor. En god leder engagerer og motiverer sine medarbejdere. Mange offentlige arbejdspladser arbejder med at fremme et godt psykisk arbejdsmiljø, men der er en tendens til, at man glemmer lederne. Vi skal have alle med. Når ledernes psykiske arbejdsmiljø styrkes, er det med til at løfte opgaveløsningen på alle niveauer på arbejdspladsen”, siger Lars Qvistgaard, formanden for Akademikerne.

Et manglende fokus på ledernes psykiske arbejdsmiljø øger også risikoen for, at den enkelte leder går ned med stress. 5 pct. af de ledere, der i meget høj eller høj grad oplever et fokus på deres psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen er stressede i hverdagen. Til gengæld er 18 pct. af de ledere, der kun i lav grad, meget lav grad eller slet ikke oplever et fokus på deres psykiske arbejdsmiljø, stressede i hverdagen.

”Vi skal have de dygtigste ledere. Og et godt psykisk arbejdsmiljø fremmer god ledelse. Derfor skal arbejdspladserne blive bedre til at tænke ledernes psykiske arbejdsmiljø som en strategisk indsats i organisationen ”, siger Lars Qvistgaard, formanden for Akademikerne.

Mere om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt lederne i den offentlige sektor med en akademisk uddannelse. Undersøgelsen er en del af Akademikernes undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø. I undersøgelsen indgår besvarelser fra i alt 2151 offentlige ledere med en akademisk uddannelse.

Læs undersøgelsen om offentlige lederes psykiske arbejdsmiljø

[X]