Politik

Beskæftigelsesministeriet vågner til dåd med nyt ekspertudvalg om arbejdsmiljø

Nye tal fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser en negativ tendens, da der er sket en stigning på hele 17 pct. i andelen af beskæftigede, der er psykisk overbelastede. Det er ikke i orden, og derfor ser Akademikerne frem til at bidrage med ny viden til beskæftigelsesministeriets netop annoncerede ekspertudvalg om, hvordan vi får bedre arbejdsmiljø i fremtiden.

Spritnye tal om arbejdsmiljøet har sat gang i sagerne og fået beskæftigelsesministeren på banen med annoncering om bod og bedring. Antallet af danskere på arbejdsmarkedet, der er psykisk overbelastede, vokser nemlig kraftigt i disse år, og indsatsen for at forbedre arbejdsmiljøet virker derfor ikke, erkender ministeren.  

Troels Lund Poulsen nedsætter nu et ekspertudvalg, som skal kulegrave hele arbejdsmiljøindsatsen og komme med anbefalinger til en ny og forbedret indsats. Det nye udvalg skal blive til virkelighed inden sommerferien.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, ringer med alarmklokkerne over, at flere danskere rammes af psykisk overbelastning på deres arbejde, men er glad for at Beskæftigelsesministeren har fået øjnene op for udfordringerne på det psykiske arbejdsmiljøområde.

”Det kan kun gå for langsomt med, at vi får vendt den negative udvikling. Det er uacceptabelt at vi ikke er bedre til at forebygge problemer med psykisk overbelastning på det danske arbejdsmarked. Beskæftigelsesministeriets nye ekspertudvalg er vigtigt, så der kan tages ordentlig fat om problemerne. Vi ser frem til at deltage i ekspertudvalget”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.  

Akademikerne har for få uger siden nedsat deres eget ”Ekspertpanel for Psykisk Arbejdsmiljø”, der kigger på, hvordan det psykiske arbejdsmiljø styrkes på de danske arbejdspladser. Ekspertpanelet foregår i et samarbejde med førende forskere.

Akademikernes arbejdsmiljøundersøgelse viser, at næsten hver syvende akademiker (14 pct.) oplever et dårligt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Næsten 10 pct. af alle akademikere er stressede i hverdagen, og de udpeger arbejdet som grunden til deres stress.

”Vi skal have ny viden på bordet fra både forskning og praksis. Alt for mange arbejdspladser er stadig for ringe til at sikre et godt arbejdsmiljø, der gør, at de ansatte ikke overbelastes psykisk. Et dårligt psykisk arbejdsmiljø koster også for virksomhederne, der går glip af øget innovation, produktivitet og kvalitet", siger Lars Qvistgaard og understreger, at det er vigtigt, at arbejdsmarkedets parter på linje med forskere bliver inddraget i udvalgsarbejdet.  

Læs mere om Beskæftigelsesministeriets nye initiativ til at gentænke arbejdsmiljøindsatsen

Læs mere om Akademikernes nye ”Ekspertpanel for Psykisk Arbejdsmiljø”


[X]