Politik

Alarmerende rekord i antallet af psykiske arbejdsskader

Ugebrevet A4 bringer her til morgen nyheden om, hvordan flere års reformpres og sætten hænderne for øjnene har resulteret i at flere og flere danskere, særligt i den offentlige sektor, får stress, PTSD eller depression.

Sidste år anmeldte 5.539 danskere en psykisk arbejdsskade. Det er endnu en rekord. Siden 2010, hvor der blev anmeldt 3.107 psykiske arbejdsskader, er skaderne blot steget år efter år efter år. Det viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings årsrapport.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, er bekymret over udviklingen, men ikke overrasket.

”Desværre kommer udviklingen ikke bag på mig. Det handler ikke om, at der er mangel på robuste medarbejdere. Det handler om, at for mange af arbejdspladserne stadig er for umodne i deres arbejde med psykisk arbejdsmiljø. Når det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen ikke prioriteres, går det galt, og vi får flere og flere, som får svært ved at klare et stigende arbejdspres på en forsvarlig måde”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Den uheldige udvikling rammer bredt. Også akademikere. Akademikernes arbejdsmiljøundersøgelse viser tilsvarende tendens, nemlig at offentligt ansatte akademikere i højere grad end privatansatte, oplever problemer med stress i hverdagen og på arbejdspladsen. Undersøgelsen viser også, at på de arbejdspladser, hvor ledelsen er dygtige til at arbejde med psykisk arbejdsmiljø, trives medarbejderne bedre og har en højere produktivitet.

”Hvis regeringen ønsker, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, så må den også hjælpe med til at sætte en stopper for, at for mange nedslides før tid. Det er tid til at fjerne skyklapperne på det her område, og sørge for, at der tilføres økonomiske midler. Vi ved, at der står 417 mio. kr. i Beskæftigelsesministeriet øremærket til bedre arbejdsmiljø i en nu nedlagt fond. De penge skal ud og gøre gavn, og ikke stå fastfrosset på en konto”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.  

Mange offentlige arbejdspladser har brug for hjælp. Det nytter ikke, at medarbejderne i det offentlige oplever, at der ikke er fokus på deres psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. At medarbejderne oplever, at de sidder alene med problemerne, og for at handle bliver nødt til at sygemelde sig.

”Jeg så gerne, at ledelsen kom langt mere på banen. Det er her de lavthængende frugter er. Akademikernes arbejdsmiljøundersøgelse viser, at hele 58 pct. af lederne kun i begrænset omfang mener, at de er fagligt godt klædt på til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. Regeringen bør derfor straks investere midler i, at de ledere, som er for ringe klædt på til at håndtere psykisk arbejdsmiljø, får mulighed for at få en lederuddannelse på området. Det er nu, vi skal handle, ellers vokser problemerne sig bare større”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne. 

Link til nyheden i Ugebrevet A4

Link til Akademikernes arbejdsmiljøundersøgelse om stress

[X]