Forhandling

Akademikernes bestyrelse har netop sagt ja til en ny privatstrategi på forhandlingsområdet

Det private akademikerarbejdsmarked er i vækst, og prognoser peger på, at hver 5. privatbeskæftigede i 2030 vil være akademiker. Det stiller store krav til udviklingen af nye løsninger, der sikrer et bæredygtigt arbejdsmarked med rammer til gavn for alle.

Blandt de privatbeskæftigede akademikere er ca. 1 ud 10 ansat på en akademikeroverenskomst. I dag er der knap 300.000 akademikere på det private arbejdsmarked i Danmark.

”For at skabe det dygtigste Danmark, er det essentielt, at alle ansatte har de bedste muligheder for at præstere i arbejdslivet. Det er til gavn for både virksomhedernes produktivitet, Danmarks vækst og den enkeltes livskvalitet. Med den nye strategi er det vores ambition at få skabt væsentligt flere muligheder og bedre vilkår på det private arbejdsmarked”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Den nye private strategi for Akademikerne tager afsæt i fire temaer, der vil blive særligt prioriteret frem mod 2021.

Gode rammer for socialt og organisatorisk arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøet for akademikere er under pres. Det har Akademikerne påvist i sin store arbejdsmiljøundersøgelse. Her peger mere end hver tiende privatansatte akademiker på, at de har lav grad eller meget lav grad af kvalitet i arbejdsmiljøet, mens kun hver tiende oplever meget høj grad af kvalitet i arbejdsmiljøet.

Varetagelse af atypisk ansatte og selvbeskæftigedes vilkår
Vi ser ind i et arbejdsmarked i forandring med nye ansættelsesformer, der dukker op. Akademikerne arbejder for, at det fulde potentiale på det private arbejdsmarked opnås, så også akademikerne får gavn af de muligheder, som både digitalisering og globalisering giver.

Seniorers muligheder og fokus på det hele arbejdsliv
Gennem en række strukturreformer de seneste to-tre årtier står det klart, at danskerne skal arbejde længere. Dette stiller nye krav til arbejdsmarkedets udformning, og Akademikerne arbejder overordnet for, at det lange arbejdsliv samtidig bliver et godt arbejdsliv baseret på fleksibilitet, livslang læring og et godt arbejdsmiljø.  

Investering i læring livet igennem
I takt med øget omskiftelighed på arbejdsmarkedet og det forhold at vi skal arbejde længere, er det vigtigere end nogensinde, at kompetenceudvikling sker livet igennem. Uddannelse af akademikere er en investering i Danmarks samlede vækst og udvikling. Det er ikke nok, at akademikerne modtager 5 års universitetsuddannelse – læringen skal ske hele arbejdslivet igennem, hvis det fulde potentiale skal opnås.

Den nye privatstrategi i Akademikerne løber frem til 2021, hvor FHP (forhandlingsudvalget for den private sektor) vil tage stilling til, hvad der herefter skal prioriteres på området. Det er første gang, Akademikerne har udformet en fælles strategi på det private forhandlingsområde.

Hent Strategi for Akademikernes interessevaretagelse på det private arbejdsmarked 2021

 

[X]