Forhandling

Ændring af forældet funktionærlov haster

Regeringen bør sætte en stopper for brugen af klausuler i virksomhedernes ansættelseskontrakter, da de hæmmer væksten og innovationen i samfundet. Ny undersøgelse viser udbredt brug af især konkurrence- og kundeklausuler på det akademiske arbejdsmarked.

En stor gruppe virksomheder anvender i dag erhvervsbegrænsende klausuler, særligt i form af konkurrence- og kundeklausuler, når de ansætter nye medarbejdere. Dermed bidrager de til at sætte en benlås på innovationskraften og væksten i det private erhvervsliv og i samfundsøkonomien generelt, da klausulerne bremser mobiliteten og mindsker mængden af nye virksomheder. Det dokumenterer en ny rapport fra Akademikerne, LO, FTF og Lederne, som sætter fokus på sammenhængen mellem brugen af konkurrenceklausuler og de økonomiske effekter.

For det akademiske arbejdsmarked rammer uskikken stort set alle faggrupper, hvor i gennemsnit 15-20 pct. af alle ansættelsesforhold i private virksomheder er behæftet med en konkurrencebegrænsende klausul. Erfaringsmæssigt svinger klausulernes udbredelse meget fra branche til branche. Men det er tankevækkende, at de sjældent forekommer i medicinalbranchen, som ofte betragtes som et af de mest succesrige og innovative erhvervsområder i Danmark. Inflationen i brugen af klausuler peger på, at funktionærlovens § 18 om konkurrenceklausuler er blevet udvandet i praksis - "funktionær, der indtager særligt betroet stilling".

Erik Jylling, formand for Akademikerne, udtaler:
"Når virksomhederne ikke selv vil regulere området, så må regeringen tage ansvar og fjerne barriererne for en mere optimal udnyttelse af vores humane kapital i samfundet. Vi skal derfor have ændret lovgivningen, så der ikke kan indgås aftaler, der begrænser medarbejdernes mobilitet og udnyttelse af deres kvalifikationer og evner. Virksomheders legitime interesse i at beskytte erhvervshemmeligheder kan tilgodeses gennem attraktive belønningsformer (høj løn, aktieløn og aktieoptioner) frem for konkurrencebegrænsende klausuler. I første omgang bør vi ændre Funktionærloven, så der ikke kan indgås kunde- og konkurrenceklausuler i et ansættelsesforhold. Men der kan også være behov for at se på jobklausulerne, som virksomhederne indgår mellem hinanden, og som begrænser medarbejderne i at få ansættelse hos en anden virksomhed."

Opgør med Funktionærloven
Det er ikke første gang, at Funktionærloven viser sig utidssvarende, når det gælder udviklingen af et konkurrencedygtigt og mobilitetsfremmende arbejdsmarked. To ud af tre lønmodtagere er i dag funktionærer, men den regulatoriske ramme for funktionærer i forbindelse med jobskifte er fra industrisamfundets tid. En forældet funktionærlov er i dag en hæmsko for den frivillige mobilitet i arbejdsstyrken og dermed også en bremse for vækst. Når en funktionær skifter job i den private sektor, står personen uden beskyttelse mod fyring på et urimeligt grundlag i det første år af sin ansættelse. En funktionæransat påtager sig altså en betydelig risiko ved jobskifte, som kan afholde mange fra at søge nyt job. Det er særligt problematisk, når Danmark har behov for at stimulere højtuddannede og andre funktionærgrupper til at søge ud i de små og mellemstore virksomheder.

Fremtrædende konklusioner fra rapporten
• Det har betydning for samfundsøkonomien, at mobiliteten på arbejdsmarkedet er høj. Erhvervsbegrænsende klausuler bremser mobiliteten og mindsker mængden af nye virksomheder samt forhindrer fremvæksten af højteknologiske geografiske vækstområder. Går ud over innovationen.
• Human kapital går tabt til stor skade for samfundsøkonomien.
• Virksomheders legitime interesse i at beskytte erhvervshemmeligheder kan tilgodeses gennem attraktive belønningsformer (høj løn, aktieløn og aktieoptioner) frem for konkurrencebegrænsende klausuler.
• Meget taler for en positiv gevinst ved en ændring af lovgivningen om konkurrenceklausuler.

Læs hele rapporten: Økonomiske effekter af konkurrenceklausuler

Mere information

Erik Jylling, formand for Akademikerne, tlf.: 5128 3945
Jesper David Jensen, chefkonsulent, tlf.: 2249 5862

[X]